Hvad er vi?

Spørger man Uffe Gråe Jørgensen, er svaret bakterier.

»Mennesker, dyr og planter på jorden er i virkeligheden bakterieophobninger. Helt ned i de mindste størrelser er mennesket ikke andet end bakterier,« siger astro-fysikeren, som er en del af observationsholdet ved det danske teleskop i Chile, hvor han opholder sig to af årets måneder.

Og denne astrofysiker har flere overrumplende meldinger i ærmet. Således vil han lidt senere i samtalen afsløre, hvilket årstal - om ikke så længe - menneskeheden på Jorden vil få definitivt svar på spørgsmålet: Er vi alene?

Han mener også, at noget tyder på, at Jordens bakterier selv gennem milliarder af år har styret og reguleret klimaudviklingen - for at holde sig selv i live.

Men måske skulle vi nærme os sådanne helt store spørgsmål ved først at få styr på nogle mindre.

Lige nu sidder vi på Uffe Gråe Jørgensens kontor på Niels Bohr Instituttet ved Kø-
benhavns Universitet. På væggen hænger en planche, der blev lavet i anledning af, at det sidste år blev offentliggjort, at et internationalt hold af astrofysikere - heri-blandt Uffe Gråe Jørgensen - for første gang havde observeret en jordlignende pla-net i en jordlignende bane omkring en fremmed stjerne.

»Skønt stjerne og planet befinder sig 25.000 lysår herfra, giver opdagelsen håb om, at der befinder sig mange planeter som Jorden i vores Mælkevej, og at betin-gelserne for liv, som vi kender det, derfor måske ikke er så sjældent forekommen-de,« forklarer den danske astrofysiker.

Han siger også, at bakterier i sig selv er meget anderledes det, vi normalt tænker på som værende liv.

»For eksempel dør en bakterie jo ikke. Den bliver heller ikke født. Og på den måde har den ikke en livscyklus. En bakterie deler sig, og så er den to bakterier. Som deler sig, og så er de fire bakterier. Så er der måske nogen af dem, der bliver slået ihjel, men den oprindelige encellede bakterie har delt sig så mange gange, at den må siges at leve videre.«

For en halv milliard år siden begyndte de første bakterier at udvikle en skeletstruk-tur, ligesom det encellede liv her og der bliver flercellet. Samtidig opfindes og ud-vikles begrebet sex. Uden at nogen i dag kan sige, hvordan og hvorfor det skete.

Uffe Gråe Jørgensen:

»Det er for enden af den kønnede formering med blanding af generne, at vi befin-der os. Men vi består altså stadig af bakterier - og egentlig intet andet. Og det, der adskiller os fra en simpel bakterie, er ikke noget fundamentalt, men det er alene, at det, vi forstår som "mig", er mange af dem. Og mange forskelligartede. Og det er først, når vores bakterier holder op med at arbejde sammen, at vi siger, at vi er af-gået ved døden. Men bliver vi derefter begravet i jorden, så lever mange af de bak-terier, der var os, jo videre der!«

»Men altså: Når vi leder efter andet liv i rummet, så forekommer det overordentligt rationelt at lede efter bakterier.«


Verdenshistorisk nyhed

Her sidder altså en videnskabsmand, der kikker udad i universet i den helt store størrelses- og afstandsskala, men som på samme tid kikker indad i os og ned i vores mindste mikroskopiske størrelser. Fordi man i dag har erkendt, at man ikke kan adskille det største og det mindste, hvis man vil lede efter vores mulige naboer i universet.

Og nu afleverer han så en jordrystende nyhed. Det viser sig, at svaret på et årtu-sinde gammelt spørgsmål, om hvorvidt vi er alene i universet, falder meget snart.

Uffe Gråe Jørgensen: »Det ligger lige rundt om hjørnet, nemlig om 18 år - i 2025. Forklaringen på, at det kan tidsfæstes, er, at det netop er idé-udviklet på det tids-punkt at opsende en europæisk satellit, som får navnet "Darwin". Og hvis det kom-mer til at gå efter planen, vil "Darwin" bestå af en kombination af rumteleskoper, der vil kunne tage fotografier af jordlignende planeter omkring stjerner ud til ca. 100 lysårs afstand fra os.«

»Men det bliver altså ikke fotos, hvor man ser overfladestrukturen, men udelukken-de lyset fra den enkelte planet. Hvorefter man tager lyset og lader det gå gennem en spektograf, der deler det ud i en vifte af spektrallinjer. Hver spektrallinje er så et fingeraftryk af hvilket stof, man ser. Vi vil med andre ord kunne se, hvilke stoffer/
gasser der er i atmosfæren til den pågældende planet. Man kan så se, om her er dels vand og dels en kemisk ligevægt eller ej. Med andre ord, om der er spor efter biologisk udslip.«

At lede efter liv i universet er én ting, men at lede efter liv, vi eventuelt kan kommunikere med, er vel noget ganske andet?

»Ja, det er det, og derfor har jeg også ofte tænkt over, hvorfor vi ikke, samtidig med at vi leder efter liv derude, begynder at koncentrere os om - og kommunikere med - alt det andet liv vi har her på Jorden. Når jeg om morgenen går rundt i bjer-gene i Chile er der én bestemt sang, jeg tilbagevendende synger i vilden sky. For jeg synes, den er så klog. Det er den dér, hvor Poul Reichhardt synger om at være dus med himlens fugle.«

»Faktisk har jeg lært mig et stykke ad vejen at kunne begribe havens solsorte, ikke når de synger, men når de taler. Når jeg ligger i min seng om morgenen med åbent vindue til haven, så kan jeg høre på solsorten, om min kat går ude i haven, eller der er en rovfugl i nærheden. For solsorten siger ikke det samme i de to tilfælde. Det er uhyre spændende.«

Hvis vi skal springe lidt i det, så har du tidligere givet udtryk for en undren over, at livet på Jorden har kunnet fortsætte uhindret op gennem tiderne næsten uden temperaturændringer?

»Det har undret mig - og andre - at Jorden gennem milliarder af år har kunnet fast-holde cirka samme temperatur. Bevares, der har været klimazoner, der har flyttet sig rundt ved istider og andet, men stort set har Jorden gennem milliarder af år haft samme gennemsnitstemperatur. Og faktisk er det alt andet end logisk.«

»Man må huske på, at den mængde opvarmende sollys, Jorden har været udsat for, har varieret meget, og således skulle temperaturen i starten egentligt have været ca. 25 grader koldere end nu. Hvilket ikke var tilfældet. For så ville verdens-havene have været bundfrosne i milliarder af år - hvilket de ikke har været, for så ville de endnu ikke være tøet op.«

Så noget kunne pege i retning af en regulator?

»Nemlig! Noget kunne tyde på at der har været mere CO2 i atmosfæren, hvor det i dag mest er kvælstof. Men så må der jo have været "nogen", der har taget CO2'en ud hele tiden. Det kunne man selvfølgelig forestille sig var på grund af forskellige geologiske processer. Men når det alligevel lyder usandsynligt, så er det fordi, at reguleringen hele tiden er sket med en sådan finhed, at temperaturen kun har svinget ganske få grader i fire milliarder år.«

»Og så er det, at vi ved, at bakterierne hele tiden har reduceret CO2-indholdet - og at bakterierne er og altid har været den dominerende organisme på jorden. Og CO2-indholdet er hele tiden blevet reduceret, sådan at temperaturen har været gunstig. For hvem? Ja, for dem, der har reduceret indholdet af CO2: bakterierne! Hvilket let fører til den hypotese, at det nok har været bakterierne, der hele tiden har sørget for den konstante temperatur på Jorden. Vel ikke som en bevidst proces fra bakterierne, men som en feed-back-proces, hvor der har været lidt færre eller lidt flere bakterier, hvis temperaturen ikke var ideel for dem.«

Vil det sige, at Jordens bakterier kan redde os tørskoede om på den anden side af vores selvskabte drivhuseffekt?

Til det siger denne astrofysiker, at det afhænger af, hvad vi forstår med at blive reddet:

»For bakterierne er en temperaturændring på en eller to grader ikke afgørende. Så uagtet, at vi selv består af bakterier, tror jeg ikke, vi skal forvente nogen form for solidaritet fra det store bakterielle broderskab, blot fordi der smeltes noget polar-is.«

Virkeligheden synes i det hele taget at være ret så usikker en størrelse. Uffe Gråe Jørgensen har kontor i Rockefeller Komplekset, som er en del af Niels Bohr Insti-tuttet. Og her er der en nabo, der hedder "Dark Cosmology Centre". Forsker-kol-legerne dér fortæller, at den virkelighed, som er menneskenes og stjernernes og planeternes kun er en meget lille del af den virkelige virkelighed.

Hvordan har du det i din forskning med at sidde med en viden om, at vores afdeling af virkeligheden kun er en meget lille undtagelse fra den alt over-vejende virkelighed i rummet, som vi kalder "mørkt" - og som vi så at sige intet ved om?

»Det er jo rigtigt, at 70 procent af den kosmiske energi er mørk energi, og at yder-ligere 25 procent af den er mørkt stof, hvilket vil sige, at kun 5 procent af verdens-altet er noget, vi kan forstå, nemlig stof opbygget af molekyler og atomer. Hvilket er en anden måde at sige på, at din og min virkelighed kun fylder 5 procent i verdens-altet.«

»Det, vi indtil for nyligt betegnede som "stoffet" eller "materien", er med andre ord en ganske lille undtagelse i verdensaltet sammenlignet med det andet ukendte som udgør 95 procent af alt. Og her er betegnelsen "mørkt stof" uheldigt, fordi det jo lige netop ikke er stof i vor forstand. Men indtil videre har vi ikke andre ord for det.«

Men når du leder efter liv - som du forstår dig på - ude i verdensrummet, så kan du vel ikke vide, om der på samme tid her og nu er alternative livsfor-mer inde i de enorme mængder af mørkt stof og dermed i den overordnede virkelighed?

»Nej, det kan jeg strengt taget ikke vide. Og det er jo lige netop her, vi kommer til kort med begrebet liv. For kunne man forestille sig liv, der ikke var opbygget på kulstof, og som ikke behøvede vand? Og til det er der bare at svare: Ja, man kan forestille sig det hele. Men lige nu har vi så svært bare ved at forestille os sådant liv, der er nærmest identisk med vort eget, at vi må erkende, at vi ikke er tilstræk-keligt udviklede til, at sådanne forestillinger om mørkt-stof-liv - eller bare liv baset på et andet grundstof en kulstof - bliver frugtbare.«

»Men ingen tvivl om, at erkendelsen af det mørke stof er århundreders største op-dagelse inden for fysikken. Hvilket bare ikke kan fjerne min fornemmelse af, at det også vil være stort, den dag jeg kunne sludre uforpligtigende med min solsort der-hjemme.«