Der er uro i de troendes rækker.

I afdelingen for tro og tvivl kasserede en sognepræst ved Øresunds-kysten nord for København i en periode sin tro på en skabende Gud, og senest har den danske folkekirke fået Højesterets ord for, at man ikke kan ekskludere et medlem alene med henvisning til, at den pågældende tror på begrebet reinkarnation.

Et af resultaterne af den uro ses ved, at der er tilløb til fraktionsdannelse inden for folkekirken, hvor nogle præster og medlemmer af diverse me-nigheder mener, at man er godt på vej til at fjerne sig for langt fra den oprindelige kristendom.

Men her kommer så nu en af landets mest fremtrædende religionshisto-rikere, professor, dr.theol. Per Bilde og gør opmærksom på, at den tid-lige kristendom egentlig ikke er værd at fæste lid til, idet medlemmer af de første kristne sekter selv fandt på fantastiske beretninger om Jesus, og satte dem ind i skrifterne, hvor virkeligheden ikke slog til.

Kristendommens mest ultimative vandrehistorie - nogle vil nok kalde den en løgnehistorie - er således beretningen om Jesu himmelfart, en fortæl-ling der først blev lagt ind i Markus-evangeliet ca. 170 år efter Jesu fød-sel. Fordi man nu havde fået brug for at understrege Jesus som en gud-dommelig skikkelse.

Vi er på besøg hos Per Bilde i privaten ved Julsø med uhindret udsigt til Himmelbjerget. Og her fortæller professoren i religionshistorie, hvordan han selv er søn af en sognepræst, men også om hvordan studierne førte til tab af tro.

Om den aktuelle situationen i den danske folkekirke siger Per Bilde:

»Det er jo ganske almindeligt i dag at se kristne teologer opgive den historiske, kritiske tilgang til kristendommen, fordi den ikke er religiøs produktiv. Men nærmest destruktiv. Derfor går man i stedet litterært til sagen og opfatter det alt sammen som metaforer. For sådanne er meget lettere at oversætte til moderne forståelse af begreberne«.

»Det er i det hele taget kernen i den danske folkekirke i dag, at den er blevet et sted, hvor man kan boltre sig, som man har lyst til. Man kan sågar være jøde, eller ateist eller tilhænger af new age og samtidig have sit årlige udkomme som præst herhjemme«.

»I dag er den danske folkekirke faktisk statens officielle religionsanstalt, hvor de ansatte præster ligefrem skal nægte at døbe folk for at blive af-skediget. Folkekirken er blevet transformeret fra at være en kristen kirke til at være en bred, offentlig religionsforening, hvor anything goes! Og derfor er jeg meget, meget glad for, at jeg aldrig blev præst. For mon ikke de fleste præster lige nu har det svært?«

»Det kan jo ikke være let at skulle stille sig op hver søndag og sige alt det, man skal sige, hvis man i virkeligheden selv mener noget helt an-det«.

Per Bilde er forfatteren til, og forskeren bag, det 600 sider tykke værk: "En religion bliver til - en undersøgelse af kristendommens forudsætnin-ger og tilblivelse indtil år 110 ", der udkom i revideret udgave på forlaget Anis i 2003 - to år efter den oprindelige udgave.

Her er tale om det nedskrevne livsværk fra religionshistorikeren, som i dag arbejder som professor i religionsvidenskab under Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet.

I kapitel efter kapitel afmonteres i denne bog myten om Jesusfiguren som en guddommelig skikkelse - med mindre da, at man vælger at bruge den betegnelse om os alle.

Helt centralt i kristendommens opfattelse af Jesus som Guds søn står Jesu himmelfart, som vi i Bibelen bl.a. kan læse om hos Markus. Nemlig i kapitel 16.

Så central er denne begivenhed for kristendommen, at vi allerede ved dåben bliver spurgt, om vi tror på den Jesus, der er: »opfaret til himmels, siddende ved Gud faders, den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme og dømme levende og døde«.

Og efterfølgende lyder præstens spørgsmål: Vil du døbes på denne tro?

Som et af relativt få lande har vi herhjemme oven i købet valgt at fejre Jesu himmelfart med en helligdag, der falder 40 dage efter påskesøn-dag.

Per Bilde:

»Problemet er bare, at der i den oprindelige kristendom ikke forlød ét eneste ord om, at Jesus skulle være faret til himmels. Det første sted, dette nævnes, er i det anonyme skrift, som man siden døbte Lukas-evangeliet og som først er skrevet ca. år 90 efter Jesu fødsel. Og heri står det bare omtalt som, at Jesus "blev båret op til himlen" (kapitel 24, vers 51). Hvilket jo kan have mangfoldige betydninger«.

Hvad med beskrivelsen af Jesu himmelfart i Markus-evangeliet?

»Her er forskerne i dag enige om, at kapitel 16, vers 9-20 er en senere tilføjelse til det anonyme skrift, vi kalder Markus-evangeliet, en tilføjelse der formodentlig er foretaget en gang i det andet århundrede, d.v.s. næsten hundrede år efter at evangeliet faktisk er skrevet. Hvilket så vil sige ca. år 170 efter Jesu fødsel«.

Der var altså ikke tale om en Jesu himmelfart i den tidligste kristendoms ældste tekster, ligesom opstandelsen fra de døde jo kunne forklares ved, at langtfra alle døde ved at blive korsfæstet, hvorfor en efterfølgende "kommen til live igen" ikke nødvendigvis var et tegn på en virkelig op-standelse fra døden.

Så kristendommens helt centrale begivenhed, Jesu himmelfart, er alt-så et rent påfund?

»Ja, et påfund, som skal fungere i en bestemt strategisk sammen-hæng«.

Hvad angår Bibelens fire navngivne evangelister, er der tale om fire ano-nyme skrifter, skrevet henholdsvis ca. 90 år efter Jesu fødsel (Mattæus), ca. 70 år efter (Markus), ca. 90 år efter (Lukas) og ca. 100 år efter (Jo-hannes).

Dertil skal så lægges det anonyme skrift, som vi kalder Apostlenes Ger-ninger, og som man i dag mener det godtgjort er skrevet af den samme som skrev Lukas-evangeliet.

Ganske vist mødte Paulus aldrig figuren Jesus, men kan man hos Paulus - der skulle blive en af de centrale figurer bag grundlæggelsen af kristendommen - finde noget konkret om en mulig Jesu himmelfart?

»Nej, Paulus har ikke formuleret en eneste sætning om troen på en him-melfart. Kun på Jesu død og opstandelse«.

Paulus, der oprindeligt hed Saul, og som bogstaveligt var på jagt efter medlemmer af de første Jesus-bevægelser, fik omkring år 35 et lyssyn uden for Damaskus, og drog en halv snes år derefter på sin første mis-sionsrejse.

Hvordan betragter religionshistorikere i dag Paulus som sandheds-vidne?

Per Bilde:

»Der er den særlige omstændighed ved Paulus, at han ser ud til i mindre grad at have været interesseret i at lytte til beretningerne fra dem, der havde mødt Jesus. Paulus slog flere gange fast, at han fik sin viden om Jesus gennem guddommelige åbenbaringer. Særligt da han undervejs blev anklaget for måske at være en mindre vigtig autoritet, fordi han ikke havde været en af Jesu historiske disciple. Det ser ud som om, det er meget vigtigt for ham at forklare, at han har mindst lige så god basis for at udtale sig, fordi Jesus selv har vist sig for ham.«

Bibelen har 14 Paulus-breve, men du skriver, at historikere i dag skærer dem ned til kun syv, som med sikkerhed er ægte?

»Ja, og det er ikke min opfattelse alene. I forskningen er der almindelig enighed om, at Paulus kun har skrevet syv af de i Bibelen 14 Paulus-breve. De øvrige syv er med andre ord forfalskninger. Men uanset om vi leder i de ægte eller i de falske Paulus-breve i Bibelen, så står der altså ikke et ord om himmelfart.«

En af din bogs konklusioner er, at Jesus var jøde og vedblev at være jøde, men at han efter sin død blev radikalt omtolket ...

»Ja, det er min opfattelse, og det er også mange andres, som jeg altså er enig med. Det er en tolkning, som går helt tilbage til begyndelsen af 1700-tallet.«

Hvilket så også kunne forklare hvorfor de første Jesus-tilhængere ikke havde brug for en himmelfart ?

»Jeg vil gå endnu længere, nemlig til at sige, at Jesus formodentlig ikke i begyndelsen forventede sin egen død, men nok snarere regnede med, at Gudsriget ville blive oprettet før han døde. Men så skete der forskel-ligt, der betyder, at han skiftede opfattelse og blev overbevist om, at det var nødvendigt, at han selv måtte lide martyrdøden. Også fordi det er en opfattelse i den antikke jødedom, at dette, at et retfærdigt menneske dør martyrdøden, kan have en særlig betydning - så at sige kan fremme den fremtidige guddommelige frelse af det jødiske folk«.

»Så opstandelse og himmelfart er altså tilhængernes efterrationaliserin-ger, fordi Jesu død - som jeg ser det - blev opfattet som intet mindre end en katastrofe. For man ventede ikke, at han ville dø. Og hvis han alligevel døde, så forventede man, at han meget hurtigt ville blive bragt til live igen og Gudsriget oprettet, romerne smidt ud og det jødiske folk genvinde sin uafhængighed og frihed«.

»Derfor var det en ubehagelig overraskelse, at Jesus døde, blev ved med at være død og ikke stod op igen. Og derfor er troen på opstandel-sen, og i forlængelsen af den på himmelfarten, først og fremmest et for-søg på at forstå og forklare det problem, at han faktisk døde«.

Det var under sine tidligste studier, at Per Bilde stødte på den jødiske historieskriver Flavius Josefus, der var samtidig med de nytestamentlige forfattere.

»Josefus blev født i år 37 og levede til hen omkring århundredeskiftet. Og han har skrevet to store og to mindre værker, som basalt set handler om jødernes historie. Fra begyndelsen og indtil hans egen tid. Og her nævner han en række af de personer og begivenheder, vi kender fra det nye testamente. Bl.a. omtaler han Johannes Døber og Jesu bror Jacob. Her skriver Josefus, at Jacob var »bror til Jesus som siges at være Me-sias«. Josefus er således den forfatter fra oldtiden, som mest fyldigt be-skriver det samfund, som Jesus og hans første tilhængere virkede i«.

Hvad gjorde disse studier ved dig? Ud over at blive sulten efter at vide endnu mere, blev du så ikke også som teolog noget svag i troen?

»Jo, først røg barnetroen og siden - stadig i min studietid - mistede jeg den kristne tro i det hele taget.«

Hvordan reagerede miljøerne omkring dig på universitetet på, at din gravning nødvendigvis måtte virke undergravende på mange andres tro?

»Jamen det er jo ikke noget ukendt fænomen. Jeg er ikke den første der på stedet, som begynder at grave - med det nævnte resultat til følge. Men det er da klart, at det er et problem - og et problem man mærker. Vel oftest ved at støde på personer i miljøet, der er af den opfattelse, at jeg simpelthen er galt afmarcheret.«

»Og et af de tilbagevende argumenter mod en som mig er påstanden om, at man ikke skal gå historisk til Bibelen og Det Nye Testamente, men litterært. Hvilket jo er det, der i de seneste tyve år har været moder-ne i dansk teologi.«

Folkekirken og kristendommen er én ting, men Gud - det guddomme-lige som begreb - noget ganske andet. Hvor er du i dag i dit forhold til det vel i grunden uendelige religiøse univers?

»Jeg er ateist. Jeg tror ikke på nogen guddommelige magter. Og mine egne vage fornemmelser med hensyn til tilværelsens baggrund og formål er i alt fald ikke noget, som jeg kort og klart kan formulere noget fornuftigt om.«

»Hvad det angår, må jeg fastholde, at teologien er et - i øvrigt særdeles interessant - studium, som du kan komme igennem med eller uden reli-giøs tro.«