Mens tv-programmet "Hvem skrev Bibelen?" gik nærmest upåagtet over skærmen her-hjemme, hvor det blev vist ind under jul sent på aftenen på DR2 , da så det anderledes ud i England, hvor Channel 4 bragte det juledag.

Her brød protesterne imod programmet ud, allerede flere dage før det blev vist, idet blandt andre bevægelsen The Evangelical Alliance forlangte, at tv-stationen standsede udsendelsen som »Bibel-bespottende.«

Dertil svarede manden bag programmet, religionsforsker Robert Beckford, Birming-ham University, at hvis han som kristen skulle vælge mellem sandheden om Bibelen og illusionen om Bibelen som Guds ord, så måtte han som et anstændigt menneske vælge det første.

»Det ny Testamente er et mesterstykke i spin, skrevet af folk, der aldrig var i nærheden af de begivenheder, de beskriver. Det hele blev derefter samlet af magtfulde redak-tører, som udelod enhver ide, de ikke selv syntes om,« sagde Robert Beckford til avi-sen The Observer.

Et af de kontroversielle indslag i udsendelsen er Robert Beckfords interview med en af præsident Georg Bush's kristne vejledere, baptist-prædikanten Richard Land fra Geor-gia.

Richard Land bliver spurgt, om han har problemer med den kendsgerning, at teksten i Ny Testamente er skrevet mange år efter, at hændelserne fandt sted og udelukkende af mennesker, der ikke selv oplevede noget af det.

Hertil svarer Richard Land i tv-udsendelsen:

»Det handler ikke om forstand eller lærdom, men om tro.«

Og han siger endvidere om Bibelens indhold:

»Det er Guds ord, indtil du beviser, at det ikke er ... Bibelkritik er pladder. Men det er farligt pladder. Bibelkritik er dødens teologi!«

Hvad siger man i den danske folkekirke til sådan en udlægning?

Nu kan ingen udtale sig på vegne af folkekirken, så vi bad biskop Kjeld Holm i Århus Stift om hans personlige holdning.

Kjeld Holm:

»Også fundamentalister tolker, og det kan vi lige så godt vænne os til. Fundamentalister tolker blot fundamentalistisk. Mens vi andre mener, at det skygger for det afgørende og saglige. At budskabet så at sige er hævet over en bestemt tids sprog, begreber og verdensanskuelse. Bibel-kritikken er jo ikke et begreb af nyere dato. Allerede Luther var på sin vis bibel-kritisk, idet han nedskrev de teksters betyd-ning, der, som han udtrykte det "ikke drev på Kristus". Sagt på en anden måde: Bibelen var ikke det, som den kristne skulle tro på. Den kristne skulle tro på Kristus.«

»Det hellige er jo for os ikke en bog - i modsætning til muslimernes opfattelse af Ko-ranen. Det hellige er et menneske, der er fortalt om i Bibelen. Bibelen er ikke selv en åbenbaring.«

Det sidste vil stadig flere mennesker give biskoppen ret i. Ikke mindst den verdensom-spændende udveksling af viden på Internettet har betydet, at kritikken af Bibelens på- ståede faktuelle indhold er øget voldsomt i de senere år.

Hvor en debat om Bibelens indhold for ikke så længe siden var afhængig af, om trykte medier ville lægge spalteplads til, er mediebegrebet i dag eksploderet i millioner af hjemmesider og elektroniske debatfora, hvor alle og enhver kan komme til orde med holdninger og henvisninger, eksempelvis til Bibel-forskning og -litteratur.

Også i bøgernes verden er der i de senere år puffet alvorligt til, hvad der i gamle dage blev opfattet som Bibelens guddommelige sandheder. Og dette sker over en meget bred front. For eksempel når vor hjemlige professor i religionshistorie Per Bilde i sin 574 siders bog "En religion bliver til" piller alvorligt ved hele Bibelens fundament. Eller som når knaldroman-forfatteren Dan Brown laver en verdensomspændende skønlitte-rær bestseller som "Da Vinci Mysteriet", der populariserer Bibel-kritikken.

Alt dette sker samtidig med, at vi næsten dagligt bombarderes med eksempler på, hvor voldsomme uenigheder der florerer også inden for de kristnes egne rækker. U-enigheder om hvad der er den rette tro og den rette måde at læse og forstå Bibelen på.

Bibelen skulle ellers oprindeligt have skaffet fred mellem de stridende Jesus-tilhæn-gere.

At der overhovedet i en enkelt bog blev samlet et bredt udvalgt af skrifter om figuren Jesus, hang fra begyndelsen nøje sammen med, at magthaverne ikke længere ville finde sig i de indimellem blodige stridigheder, der uafladeligt opstod mellem op mod 150 forskellige Jesus-sekter.

Så da den romerske kejser Konstantin den Store i år 325 indkaldte til rådsforsamling i Nicaea, var der kun ét punkt på programmet: Hvordan kan vi blive enige om, hvad der i forhold til figuren Jesus er de rigtige og sande skrifter - og hvad der er kættersk afvig-ende? Derefter lavede man en rettesnor - en slags kanon.

Ved den lejlighed røg eksempelvis et evangelium skrevet af Maria Magdalene ud. Ale-ne af den grund, at kvinder ikke var fuldgyldige samfundsborgere og derfor heller ikke kunne bidrage i denne henseende.

Opfølgende blev det Ny Testamente, vi kender i dag, vedtaget på et kirkemøde i Karta-go i 397. Det blev fastlagt, at Ny Testamente skulle bestå af 27 bøger. Kapitelopdelingen er fra langt senere, nemlig fra det 13. århundrede, ligesom opdelin-gen i vers er lavet af en bogtrykker i 1551.

Men hvad, der var helt afgørende for de første mere end tusinde års bibelfædre, var ideen om, at almindelige mennesker ikke skulle kunne læse Bibelen selv. Bibellæsning og udlægning skulle forbeholdes præsterne. Derfor var det forbundet med dødsstraf at nedskrive Ny Testamente - der ellers oprindeligt i hovedtrækkene var skrevet på græsk - på andre sprog end latin.

Beretningerne om Jesus havde allerede forvoldt blodsudgydelser nok. Men fra kirke-mødet i Kartago havde man nu den rette Jesus-lære. Så fra nu af var der, mente man, ikke længere noget at diskutere i forhold til Bibelen, hvis gamle testamente om jøder-nes historie allerede var blevet endelig vedtaget under et møde i Palæstina i år 90.

De sande Jesus-beretninger og tanker om Jesus stod nu i Bibelen. Og disse havde man bare at tro. Ellers skulle man få med de kirkelige myndigheder at gøre.

Og hvis man var i tvivl om noget som helst, hvad angik livet, døden og det guddomme-lige, så kunne man bare spørge i kirken og få de rette svar.

Således gik der mange hundrede år, hvor hr. og fru menigmand i Europa ikke selv kun-ne læse i Bibelen og derfor vanskeligt kunne danne sig nogen mening om Bibelens faktuelle indhold.

Men i 1382 besluttede den engelske teolog, John Wycliffe, at nu skulle det være slut med denne tingenes tilstand, hvorefter han i det skjulte udsendte en Bibel oversat til engelsk - den første nogensinde.

Og faktisk slap han levende fra det.

Meget til Pave Martinus V's fortrydelse, for da Martinus 44 år efter John Wycliffes død hørte om de illegale engelske bibler, beordrede han, at Wycliffes jordiske rester øje-blikkeligt skulle graves op og brændes på bålet. Samtidig med at kirken lod forstå, at det også var forbundet med dødsstraf at eje denne ulovlige bibel.

Bibelfædrene frygtede efter alle disse år stadig uro i rækkerne, hvis alle og enhver pludselig kunne gå rundt og danne sig egne meninger om Bibelen.

100 år efter var den gal igen. Og endnu engang i England, hvor præsten William Tyn-dale (1494-1536) også i det skjulte sad og oversatte Bibelen til engelsk.

Tyndale, der havde studeret såvel ved Oxford som ved Cambridge, følte, at tiden var inde til at reformere kirken. Og han mente, at vejen mod dette mål var, at alle skulle kunne læse i Bibelen. Da pastor William Tyndale mærkede jorden brænde under sig, flygtede han i 1524 under falsk navn til Hamburg. Kort efter opsøgte han Luther i Wit-tenberg, og året efter afsluttede han sin engelske oversættelse af Ny Testamente.

Men da den nyoversatte Bibel skulle i trykken, gik det galt. Nogen talte over sig, og kir-kens militante mænd arresterede William Tyndale i Holland i 1535. Han fængsledes på borgen Vilvorde nær Bruxelles, blev stillet for en kirke-ret, tiltalt for kætteri og dømt til døden.

Han blev på en offentlig plads først kvalt og siden brændt. Vi skriver da 1536.

Bibelens for de fleste uforståelige latinske indhold var stadig ikke til debat.

I dag er kritik og diskussion af Bibelens tekster blevet til en lavine, som kirken umuligt kan kontrollere.

For egen regning vil Kjeld Holm have lov at byde den aktuelle bibelkritik velkommen. Biskoppen forklarer:

»En saglig og undersøgende bibel-kritik skal altid være velkommen. For den under-søger, hvad der er det centrale i den kristne tro. Og det centrale er, at de væsentlige tilværelsesspørgsmål, som jeg stiller om død, kærlighed, håb, glæde og mening finder et muligt svar i det, som Jesus sagde og gjorde.«

»Altså er det svaret, man søger, som er afgørende. Og ikke i denne sammenhæng ligegyldige fortællinger om, at nogle svin var dæmonbesatte, eller at nogle mennesker tog på slanger uden at dø, eller om Maria var jomfru.«

Århus-biskoppen runder af:

»Da en præst engang blev spurgt, om han troede på jomfrufødslen, svarede han: "Jeg er teolog og ikke gynækolog". En sådan holdning kan jeg tilslutte mig. Det helt afgøren-de var det menneske, der kom ud af Marias liv - og hvad hans liv betød, og betyder, for vores tilværelse.«