Ånder!

Så længe de bare vil have den godhed at optræde i ental, har vi i daglig tale ikke noget imod at nævne dem:

Således taler vi om at opgive ånden.

Om, at ånden lige var over os - eller ikke var det.

Og i den kristne verden er Helligånden noget meget centralt, ja i virkeligheden altaf-gørende.

Men når de omtales i flertal, slet og ret som "ånder", så vender mange ryggen til. Det gælder også kirkens folk, selv om Bibelen byder på et utal af beretninger om ånder, som Jesus og andre uddriver af de besatte.

I den medicinske verden er ånder endnu mindre velkomne, måtte Thomas Teglgaard sande.

Han er læge og var på Hillerød Sygehus ved at uddanne sig videre til speciallæge i psykiatri, da han sidste år fik at vide, at han ikke længere var ønsket på sygehuset.

Thomas Teglgaard udsendte i 2004 sin tiende bog. Denne gang en roman, "Uddrift" på forlaget Lohse. Bogen handler om en læge, der tror på, at der ind imellem findes psy-kiske sygdomme, som måske snarere burde opfattes som ånde-besættelse.

Kun een avis anmeldte bogen. Det var Politiken, hvis anmelder, Christian Graugaard den 9. oktober 2004 skrev, at "Uddrift" er en thriller: »Som sådan fungerer den endda udmærket. Hurtig læst. Og underholdende.«

Så langt så godt, men i anmeldelsens forløb er der et stilbrud, hvor anmelderen begyn-der at filosofere over, hvorfor mon Thomas Teglgaard havde skrevet denne roman.

Dette "hvorfor mon?" bliver siden samlet op af en journalist på Ritzau, der søndag mor-gen 21. november offentliggør et lille interview med Thomas Teglgaard, hvor denne fortæller, at det ikke bare er til romanbrug, han tror på begrebet onde ånder, det gør han også i virkelighedens verden, som den kristne og bibeltro person han er.

Et par dage efter kan snart sagt alle medier oplyse, at "dæmonlægen" er sat under skærpet tilsyn og i øvrigt har fået mundkurv på.

I maj sidste år kunne Ritzau så "lukke sagen" med oplysningen om, at lægen og forfat-teren Thomas Teglgaard ikke fik forlænget sin kontrakt som reservelæge på Psykia-trisk Sygehus i Hillerød.

Vi er på besøg hos Thomas Teglgaard i en villa i Græsted, Nordsjælland, hvor han bor sammen med sin kone og to børn. De to børneværelser emmer af liv og leg, skønt be-boerne lige nu er i børnehave. Deres mor er på arbejde.

Thomas Teglgaard er af gode grunde ikke på arbejde. Læge er han naturligvis stadig, men under den videre uddannelse som speciallæge i psykiatri fik "systemet" ham stop-pet og pillet fra.

Nu sidder han her lige overfor.

Med levende og interesserede øjne. Velovervejet og med klar tale.

Bag i romanen "Uddrift" sender Thomas Teglgaard en tak til en række lægekolleger for mange spændende diskussioner om emnet. Og så tilføjer han et tak for »den arrogan-ce, som nogle har lagt for dagen, og som har været en grundlæggende motivation i ar-bejdet med bogen.«

Hvad er det for en arrogance?

»Den opstår af flere grunde. Først og fremmest er det en slags forsvarsmekanisme.«

»Og hvis vi nu tager lægestudiet, så er det jo en oplæring i en bestemt måde at tænke på. Man kan vel kalde det for en læge-skole.«

»Rammerne er meget firkantede, og inden for disse rammer skal man lære en masse ting udenad. Og man skal i alt fald slet ikke forholde sig kritisk til noget af det, der een gang er vedtaget som værende inden for rammerne.«

»Det næste, der sker, er, at du en dag står der som færdig læge, og NU skal du begyn-de at tænke selv. Hvilket du absolut ingen øvelse har i. Derfor er der da også på det tidspunkt et nyt sæt firkantede rammer for, hvad det overhovedet går an at tænke.«

»Og det er der naturligvis også noget godt i, for det sikrer en kontinuitet og en kvalitet i arbejdet. Men problemet er måske specielt inden for psykiatrien. For her smelter be-greber som det filosofiske, det religiøse, det sociale og andre fagområder sammen. Hvilket gør det ekstra nødvendigt, at lægen kan abstrahere.«

»Det, der skete omkring mig, var jo, at en række speciallægger i psykiatri stillede sig frem og erklærede, at de som fagpersoner på området kunne udtale, at dæmoner ikke eksisterer. Og jeg spørger: Hvor ved de det fra? For fagpersoner det er de jo netop ikke. De aner intet om dæmoner. Har aldrig beskæftiget sig med begrebet overhoved-et.«

Thomas Teglgaard siger, at skal man overhovedet tale om faggrupper, der kan udtale sig med nogen vægt om dæmoner, så skal man vel tale med en præster og religions-historikere.
»Man bliver da i alt fald ikke specialist i noget på denne eneste ene baggrund, at man ikke vil vide af det. Men igen: Problemerne opstår, når en uddannet person tager et fagområde og tror, at det, han eller hun har lært, beskriver hele virkeligheden.«

»Jeg talte med en overordentlig dygtig overlæge. Han ville så gerne høre, hvad jeg havde at sige. Høre mig forklare om dæmoner. Bagefter sagde han: Jamen det er jo konkret tankegang, Thomas! Dette at der kan være konkrete dæmoner, der kan besæt-te et menneske, det er jo i din fremlæggelse så konkret, at du opfylder kriterierne for skizofreni.«

Thomas Teglgaard sidder og smiler lidt til intervieweren, før han fortsætter:

»Og det har han jo ret i. Hvis jeg tror konkret på, at konkrete dæmoner kan komme ind i mennesket - og at de og det så ikke findes, ja så er det jo en vrangforestilling. Proble-met er bare: Hvem skal afgøre om det findes?«

Har du undervejs i dit arbejde som psykiater haft kontakt med patienter, hvor du anså det som en mulighed, at de var dæmon-besatte?

»Ja, men kun en gang. Jeg henviste patienten til det, alle mine kolleger ville kalde rele-vant behandling, dvs. medicinsk behandling, men jeg er ikke sikker på, at jeg hjalp ved-kommende. Lige i det tilfælde havde en præst været mindst lige så relevant.«

Er der noget om, at du har foreslået en patient, der mente sig dæmonbesat, i stedet at gå til en præst med problemet?

»Det er den samme patient, som jeg lige har nævnt. Hun fortalte, at hun ville til en hek-sedoktor med sin besættelse, så jeg spurgte, hvorfor hun så ikke i stedet opsøgte en præst. Hun spurgte også, om jeg mente, hun var besat, hvilket satte mig i den pudsige situation, at jeg nærmest måtte sige det modsatte af, hvad jeg mente. Jeg valgte kom-promiset og sagde, at jeg troede på dæmoner og besættelse, men at vurdere om, hun var besat lå uden for mit kompetenceområde så det måtte hun tale med en præst om. Min "fejl", hvis man kan tale om fejl i den sammenhæng, var, at jeg udtalte mig om, hvad
jeg selv troede. Det var også det, jeg fik min officielle "næse" for.«

Hvad har du svaret, når dine kolleger indvender, at du med al din snak om dæmon-besættelse kan fastholde nogle patienter i deres vrangforestillinger?

»Den fare er der naturligvis. Det er da så også desto vigtigere at stille den rigtige diag-nose fra begyndelsen. En psykiatrisk patient, som mener sig besat, skal naturligvis ha-ve behandling, hvilket i praksis vil sige antipsykotisk medicin. En dæmonbesat person, derimod, skal ikke have medicin, men udfrielse hos en præst.«

»Det ville jo være så rart, hvis man blankt kunne afvise eksistensen af ånder og besæt-telse. Det er lidt ligesom de, som mener sig overvåget af CIA. I langt de fleste tilfælde er det, fordi de er paranoide, men muligheden foreligger jo. Og nå ja, CIA kan vi jo ikke afskaffe, men det kan vi moderne, oplyste menneske i hvert fald gøre med ånderne. Et eller andet sted handler "Uddrift" jo netop om det her med, at den gale i virkeligheden
slet ikke er så gal endda!«

Nu var det jo ikke en lægevidenskabelig bog, du skrev. Du skrev en roman. Det spe-cielle i forbindelse med den eneste anmeldelse, der foreligger af bogen, er, at an-melderen mod slutningen spørger sig selv og sine læsere, hvorfor du mon har skre-vet denne roman?

»Jeg var meget glad for den anmeldelse. Og hans stilbrud, hvor han søger efter en for-klaring på hvorfor, jeg havde skrevet bogen, gjorde mig noget nær lykkelig. Det fortalte mig, at bogen havde kunnet det, jeg gerne ville, nemlig få læseren til at begynde at spe-kulere over virkeligheden bag bogens fiktion.«

Havde du ligefrem fra skrivestart ønsket den ballade, der kom?

»Det er sjovt, at du spørger, for da jeg i sin tid var til jobsamtale med sygehusets læge-lige chef, Peter Treufeldt, sagde jeg til ham: "Du skal vide, at jeg er gået i gang med at skrive en bog. Den handler om det og det. Og når den kommer, så kan der blive balla-de". Men dengang mente han, at sygehuset godt kunne håndtere en sådan ballade. Siden skiftede han holdning.«

Så hvad du ønsker at give udtryk for, det udtrykker du. Uanset omkostningerne?

»Nej, sådan vil jeg ikke sige det. For før jeg gik i gang med at skrive "Uddrift", havde jeg mange og svære overvejelser. For naturligvis vidste jeg, at dette var kontroversielt, og jeg rådførte mig med en række personer, herunder flere teologer, før jeg gik i gang.«

»Men jeg endte i, at hvis prisen for at være læge var, at man ikke måtte sige og skrive, hvad man følte var rigtigt, ja så var det en pris, som jeg ikke ville betale. Så hellere "kun" være forfatter.«

»Hvad det angår, ville jeg gøre det hele igen. Også fordi jeg i dag, efter meget yderli-gere research, ved, at dæmoner faktisk findes. Om dæmonbesættelser også findes her og der blandt psykiatriske patienter, ja, det ved jeg derimod ikke. Men muligheden fo-religger vel?«

Thomas Teglgaard minder om, at begrebet åndeverdenen i vore dage afføder lige så meget forlegenhed inden for præsternes række. Hvor kun Helligånden lige nu synes at have overlevet den teologiske ånde-uddrivelse af Bibelen.
»Det hænger nøje sammen med, at naturvidenskaben lige nu har overbevist teologerne - som de er flest - om, at det alt sammen, livet her på jord, stammer fra tilfældigheder. At vi begyndte som alger i havet, og at resten kan læses i udviklingslæren.«

»Jeg bøjer mig for, at dette lige nu er den fremherskende "tro". Hvis medlemmer af de fremherskendes forening så til gengæld vil minde hinanden om, at det ikke er alles tro. Og at trosfrihed og ytringsfrihed ikke bare er ord og tomme begreber, men noget, som vel skulle finde sin velkomne plads i det daglige liv?«

»Vi har åbenbart behov for at tro, at vi er klogere, end vi er. Så når nogle stiller spørgs-målstegn ved den øjeblikkelige form for "visdom", så må disse nogle åbenbart betale prisen. Også i dagens Danmark.«

»Og sådan bliver det ved. Lige indtil den dag, hvor vinden måske vender. I mellemtiden er jeg nu gået i gang med at skrive endnu en bog. Denne gang en bog, hvor jeg forsø-ger at popularisere de dele af Bibelen, som har haft afgørende betydning for mig og mit liv. Kald det bare for mit religiøse manifest.«

»Og faktisk er det måske udmærket. For jeg kan mærke på mit tarmsystem, at det af-gjort fungerer bedre, når jeg skriver, end når jeg arbejder med noget som helst andet.«