Den nye viden er overvældende.

Indtil for nylig mente vi at vide det meste om alting. Men nu må vi sande, at vor vi-den er om næsten ingenting.

En sådan erkendelse kan godt kræve en dyb aften-indånding i den friske luft. Her-ude er det mørkt. Og når man - iført sin ny virkelighedsopfattelse - står således un-der himmelhvælvet og kikker op, varsler de blinkende stjerner svimlende mulig-heder.

Og igen melder spørgsmålet sig: Mon der liv derude? Og kan der i givet fald være liv inde i den nye erkendelse?

I tidernes morgen gav et spørgsmål om "liv derude?" ingen mening: Selvfølgelig var der ikke liv oppe i luften. Jorden var flad og desuden centrum i verdensaltet, og mennesker kunne jo ikke gå rundt i luften.

Derfor reserverede de første mennesker på Jorden himlen til guderne.

Der var mere nærliggende spørgsmål: Mon der er liv på den anden side af floden?

Og da menneskets horisont blev bredere, kunne man spørge: Mon der er liv på den anden side af bjerget?

Så sent som i 1492 fik mennesket svar på spørgsmålet: Mon der er liv på den an-den side af det store hav?

Men nysgerrigheden er nedarvet. Så i dag stiller vi alligevel det utænkelige spørgs-mål: Mon der er liv derude? På andre stjerners planeter måske? Liv, der ligner livet her? Eller liv, der overhovedet ikke minder om vore livsformer?

Almindelig sandsynlighedsberegning siger, at findes sådant liv, er det nok inde i det, videnskaben kalder "mørkt stof". For dette mørke stof repræsenterer hele 99 procent af alting i verdensrummet.

Men desværre er det mørke stof - samt alt, hvad der er bygget op deraf - usynligt for os og vore instrumenter, og synes dermed at tilhøre en hel anden verden.

Det allermest mærkelige ved det mørke stof er imidlertid ikke, at vi ikke kan se det. Der er nemlig så meget stof, vi ikke kan se.

Lys er elektromagnetisk stråling. En sådan stråling forekommer på alle bølgelæng-der på en skala fra nul til uendelig. Og det er kun en mikroskopisk lille del af denne skala, der er synligt lys for os. Nej, det mærkelige ved mørkt stof er, at det over-hovedet ikke udsender elektromagnetisk stråling. Det gør nemlig alt andet stof, vi kender til.

Det følgende her handler om regler og undtagelser. Og i den forstand handler det om alting - sådan forstået bredest muligt. Det handler nemlig om universet - og alt, hvad der er i det.

Videnskaben erkender nu, at der i galakserne, og imellem galakserne findes en virkelighed, som vi ikke kan se og ikke kan analysere. Men som vi i dag ved er der.

I dag, da vi næsten kan se de ca. 15 milliarder lysår ud i rummet til universets fød-sel, ved vi dermed, at alt hvad vi kan se af stjerner og planeter og galaksehobe er bare ca. een procent af alting.

Alt det vi kan få øje på i stjernekikkerterne er undtagelsen og ikke reglen.

Universets "regel" foregår så at sige på andre bølgelængder.

Næsten alting eksisterer i en anden virkelighed, der synes at være "kodet" for os. I alt fald en tid endnu.

I den anden verden er virkeligheden ikke bygget op af grundstof i vor forstand - og derfor heller ikke af atomer. Men af noget andet.

Tyngdeloven fraregnet gælder vore naturlove måske ikke der.

Måske er der praktisk taget ingen af vore regler, der gælder der. Måske er der inde i det mørke stof ingen modsætning mellem konstruktion og destruktion - mel-lem stoffets fødsel og død. Eller mellem fødsel og død af, hvad der ellers måtte være derinde.

Ja, hvem ved, måske er guderne faktisk inde i det mørke stof.

Under alle omstændigheder er der masser af plads i og omkring dette usynlige stof.

Plads til hvad som helst.

Lad os tage den galakse, vi selv bor i. Vi kalder den Mælkevejen.

En galakse er en hob af stjerner. Som så mange andre galakser består Mælkeve-jen af sådan cirka 100 milliarder stjerner. For lige at få sat størrelse på vor egen galakse, så tager det lyset - der bevæger sig med 300.000 km i sekundet - 100.000 år at komme fra den ene side af vor galakse til den anden. Så har vi lige-som det på plads.

Men uden for vor galakse er der cirka 100 milliarder andre galakser.

Galakser har det med at optræde sammen i "klatter" - eller galaksehobe. Og disse hobe optræder igen ofte sammen i såkaldte superhobe.

Men det mærkelige er, at superhobene ikke er spredt overalt. I stedet sidder de sammen, som hvis man kunne tænke sig, at de var anbragt på væggene i en por-tion sæbeskum - hvor skummet er hele universet.

Men inden i sæbeskummet - inde i boblerne - er der ikke ingenting. Der er en mas-se. Der er en masse af det stof, vi kalder "mørkt", fordi vi ikke ved, hvad vi ellers skal kalde noget, vi intet ved om.

Før vi går videre, må det vel nu være på tide at fortælle hvordan videnskaben kan være så sikker på eksistensen af det der stof, vi intet ved om.

Og det er ikke så svært: Alle himmellegemer, stjerner, deres planeter, galakserne osv. bevæger sig omkring hinanden efter tyngdelovens spilleregler.

Man kan med andre ord se (udregne) på himmellegemernes baner, hvor meget "anden masse", de rykker i - og selv bliver påvirket af.

Når vi laver sådanne udregninger, kan vi se, at der mangler noget. Faktisk temme-lig meget. I selve galaksen er det ca. 90 procent. I verdensrummet i øvrigt er det ca. 99 procent, vi på den måde kan regne os frem til er der, uden at vi kan se det.

I sin bog Vores Univers siger den engelske atomfysiker, professor Russell Stan-nard da også: "Det er mærkeligt, at vi ikke ved, hvad 99 procent af universet består af!"

Hvad siger hans danske kolleger?

For at give mig selv en chance for at følge med, henvendte jeg mig først til lektor, dr. scient Jens Martin Knudsen, der arbejder på H.C. Ørsted-laboratoriet under Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet. Jens Martin Knudsen er netop blevet hædret med Rosenkjærprisen, der gives til en "fremtrædende videnskabs-mand eller kulturpersonlighed, der har vist evner til at gøre vanskeligt stof tilgænge-ligt for almenheden".

Universets mørke stof må om noget være "vanskeligt stof" (?)

Jens Martin Knudsen er doktor i meteoritter. En meteorit er det navn, man giver en meteor, når den ikke længere flyver rundt, men er landet på Jorden.

NASA i USA har ofte haft bud efter Jens Martin Knudsen. Senest da han blev invi-teret til at få videnskabeligt udstyr med rumsonden Pathfinder, der sidste år lande-de på Mars med sin omkringkørende lille bil.

Jens Martin Knudsens kontor i Universitetsparken er lidenskabeligt. Lokalet lige-frem udstråler, at her holder en ildsjæl til.

På væggen bag videnskabsmanden hænger en gammeldags tavle, hvor der med kridt er foretaget en lang række udregninger.

Men inde på tavlens midte har astrofysikeren skabt plads med en våd klud. Hvor-efter kontorets indehaver med kridt har skrevet det - i virkeligheden meget upas-sende - korte spørgsmål: Hvorfor?

Jeg får anvist en stol og beder:

"Fortæl mig om det mørke stof i universet?"

"Nu vil jeg først vise dig noget," siger han og giver sig til at lede i sine papirdynger.

Så haler han et brev frem og rækker mig det med ordene: "Det her har jeg lige fået."

CENTRE DE BIOPHYSIQUE MOLECULAIRE står der i brevhovedet.

Dear Dr. Knudsen, begynder det. Brevet er fra formanden for en af ESA (det euro-pæiske rumagentur) nedsat forskergruppe, der skal forsøge at besvare spørgs-målet: Er der, eller har der været, liv andre steder i Mælkevejen, eller er Jorden noget helt enestående?

"Det spørgsmål har jeg brugt hele mit liv på," siger Jens Martin Knudsen. "Og nu inviterer de mig med som rådgiver. Det er ekstremt interessant. Endelig, endelig har de i ESA fået øjnene op for betydningen af det spørgsmål. Det er første gang, at de overhovedet stiller det."

"Kan der være for os fremmede former for liv inde i det mørke stof?", spørger jeg.

"Spørg nogen, der har forstand på mørkt stof," siger han.

"Jeg mener, hvis du nu skal til at lede efter liv derude...(?)

"Jeg vil begynde med at lede efter liv i den del af verden, jeg kender til. Lige nu tror jeg, der er nok at tage fat på der. Jeg kan fortælle dig så meget andet, men jeg kan ikke fortælle dig noget om mørkt stof - ud over at det er der. Spørg dem ovre i Rockefeller Komplekset."

Fra Internettet (www.nbi.dk) ved jeg, at Niels Bohr Instituttet er et mangehovedet væsen, der blandt andet har adresser på Blegdamsvej og Juliane Maries Vej, der ligger i hinandens nærhed.

På nettet kan man også læse om: Tilknyttede institutter og centre, hvoraf det først-nævnte er CATS (Center for Chaos and Turbulence).

Når sådan et videnskabeligt center for kaos og turbulens beskæftiger sig med spillereglerne i den af os erkendte del af kosmos, hvordan mon så ikke spille-reglerne kan forventes at se ud inde i det mørke stof?, tænker jeg, og vælger for-lods at springe over CATS.

På Juliane Maries Vej fortæller et stort hvidt skilt: Københavns Universitet. Rocke-feller Komplekset. Niels Bohr Instituttet for Astronomi, Fysik og Geofysik. Astrono-misk Observatorium. Geofysiksk Afdeling. Dansk Rumforskningsinstitut. Teoretisk Astrofysik Center.

Den adresse ligefrem emmer af at have evnen til at kunne svare på de store spørgsmål.

Heldigvis har jeg allerede lavet mig en aftale herinde med lektor Allan Hornstrup, Dansk Rumforskningsinstitut, som sidste år skrev og fik udgivet bogen ”Mørkt Stof I Universet.”

Uheldigvis viser det sig, at han har måttet melde forfald i dag. Men heldigvis er der allerede draget omsorg for, at en af hans kolleger har tid til at tale med mig.

Og sådan går det da til, at jeg kort efter sidder sammen med en mand, der bruger temmelig meget tid på at veje galaksehobe.

Doktor i astrofysik Kristian Pedersen kan således fortælle mig, at en galaksehob hverken vejes i kg eller tons men i en måleenhed, der er identisk med solens vægt, der igen er 332.500 gange Jordens, der er 5976 trillioner tons.

Og for at der ingen tvivl skal herske om det, så vejer sådan en galaksehob altså cirka 5976 trillioner gange 332.500 gange 10 i fjortende - tons.

Men sagen er, at man kun kan se en tiendel af denne udregnede mængde stof, der er i en galaksehob.

Så hvis man vil regne ud hvor meget mørkt stof, der er i en gennemsnitsgalakse-hob, så er det i virkeligheden helt ligetil.

Jeg har forstået, at noget andet af det, vi ikke kan se i universet, er de såkaldte sorte huller.

Et sort hul opstår, når stof af en overvældende vægtfylde bryder sammen under sin egen vægt og derefter opsluger alt stof omkring sig.

Man mener, at sorte huller dannes, når meget tunge stjerner dør - samt når stof samles i midten af en galakse.

Ingen af disse skabelsesprocesser forklarer dog begrebet mørkt stof.

Fortæl mig noget mere om det mørke stof, end hvor meget der findes af det , spørger jeg.

"Jeg har allerede fortalt dig alt, hvad vi ved om det mørke stof", svarer Kristian Pedersen.

"Hvor meget der er, er det eneste, vi ved om det."

Jeg bemærker mig, at opfattelsen sådan set er sammenfaldende med den, som kollega Allan Hornstrup giver udtryk for på sin bogs 64 sider.


Men ved man ikke, hvad det mørke stof er, så ved man måske, hvad det ikke er?

Måske skulle man prøve at bruge en anden spørgeteknik på en sådan viden-skabsmand?

Når de ude på CATS sidder og tænker i kaos og turbulens, er det vel ingen skam her at forsøge sig med at skrue lidt op for fantasien?

Jeg spørger:

Kan der i det mørke stof findes en verden i verden - et univers i universet? Altså - kan der i universet være en virkelighed, der eksisterer med andre spilleregler, andre naturlove, en verden der eksisterer på et andet plan og dermed er ligesom "kodet" for os?

"Det kunne man godt forestille sig. Man kunne godt forestille sig flere samtidige bobler, hvor vi altså kun lever i en af dem. Man kan ikke udelukke, at der findes et parallelunivers - eller mange for dens sags skyld - som vi ikke kan kommunikere med. Det kunne der godt være. Det kunne man sagtens forestille sig."

Hvis man leger videre med den tanke, vil du så strække dig så langt som til at sige, at der også ville være en mulighed for, at denne anden virkelighed var overalt i kosmos - altså også lige omkring os i vor egen galakse?

"Ja, det kan jeg jo blive nødt til. Når man ikke kan måle det og ikke kan se det, og dog ved, det er der, så kan det jo i princippet være hvor som helst - herunder over-alt."

Kristian Pedersen føjer til: "Man kan sagtens filosofere om disse ting, men det er jo vigtigt at fastslå, at det i givet fald foregår uden for fysikkens rammer."

Her på Dansk Rumforskningsinstitut sidder man ikke bare og regner sig frem til vægten på galaksehobene, inklusive deres enorme mængder af mørkt stof: Man gør også noget for at blive klogere på dette mystiske mørke derude.

Lige nu er man således ved at konstruere et røntgen-teleskop, der - formentlig i år 2000 - skal sendes op for at tage røntgenoptagelser af bestemte galaksehobe.

Noget sådant kan kun ske uden for Jordens atmosfære, fordi atmosfæren standser alle røntgenstråler, hvilket vi skal være glade for.

Konstruktionen sker i samarbejde med russerne, som også sørger for opsendel-sen.

"En utrolig stor del af vor forskning har været målrettet mod denne opsendelse, som vi forventer os meget af," siger Kristian Pedersen.

Og han tilføjer, at en af røntgenteleskopets vigtigste opgaver bliver at finde ud af, hvordan det mørke stof fordeler sig i hobene.

Da jeg forlader doktoren i galaksehobe, sidder han igen og ser på computer-skærmens grafiske fremstilling af de himmellegemer, der bl.a. bliver holdt på plads af mørkt stof.

Han siger, at han faktisk giver sig selv lov at filosofere mellem udregningerne:

"Ja, selvfølgelig! Det er jo de store spørgsmål, der driver det hele fremad. Hvor kom det hele fra? Og hvor er vi på vej hen?”

”Hvis jeg ikke tænkte sådan, var jeg jo bare en del af computeren."

Ned ad trapperne stiller jeg mig de samme to spørgsmål. Og et tredje:

Ligger svarene og venter inde i det mørke stof?

Ude på gaden er der en seddel klemt ned bag den ene vinduesvisker og forruden på min meget lille bil.

Det eneste svar den seddel rummer er på spørgsmålet: Hvad har jeg nu gjort galt?

Det viser sig, at bilen har været parkeret ulovligt. Mere præcist for 450 kr. ulovligt.

450 kr. for den stump plads i den korte tid! Det er for dårligt, når man ved, hvor meget plads, der er at rutte med i verdensaltet!

På vej mod hotelværelset tænker jeg på, om der i det mørke stof vil vise sig at eksistere en virkelighed, som gør, at religionen, der groft sagt aldrig har regnet naturvidenskaben, og naturvidenskaben, der aldrig har regnet religionen, inden længe vil kunne mødes i en fælles begrebsverden.

Fra mennesker, der har været døde, men er blevet bragt tilbage til livet, har man i det uendelige hørt, hvordan de beskriver "sjælens" rejse ud af kroppen, gennem en lysende tunnel mod noget uendeligt smukt og dragende.

Har mennesker virkelig en selvstændig sjæl?

Og hvor går sjælen i givet fald hen, når den forlader os?

Hvad nu hvis det nu viste sig, at religionernes himmelbegreb og evighedsbegreb kunne tages for pålydende - derinde i det mørke stof?

Jeg ringer til religionshistoriker, cand. mag. Mette-Marie Koch, Odense Universitet, for at høre om der findes religioner, der har konkretiseret himmeriget - så at sige givet det fysiske rammer.

Hun siger: "En række nyreligiøse bevægelser arbejder jo faktisk med ting og be-greber, der går ud over vores verden og går ind i det mørke rum - eller stof - om du vil.”

”Det gælder således en del af de såkaldte new-age-religioner."

Mette-Marie Koch tilføjer, at de gamle religioner også ville have haft svært ved det, da man, da de opstod, jo overhovedet ikke kunne tænke i sådanne termer.

Som religionshistoriker er hun ikke forbavset over, at de gamle og de nye religio-ner har overordentlig svært ved at være i stue sammen:

"Med religiøse ting føles det altid som en trussel, når der dukker noget alternativt op."

Jeg takker og lægger på.

Men når vi nu ved, at det mørke stof ikke bare er hovedreglen i fjerne galakser, og imellem dem, men også er det i vor egen galakse, og når selv vore klogeste ho-veder ikke vil udelukke, at det mørke stof i det hele taget er alle steder lige omkring os, så er det måske slet ikke nødvendigt at sende rumskibe og satellitter ud for at lede efter det?

Måske skulle vi begynde at lede lige foran vor egen næsetip?

Kender De Thomasevangeliet?

Det er en samling Jesus-ord i et papyrushåndskrift, der blev fundet i l945 ved Nag Hammadi i Øvre-Egypten - og som siden er blevet oversat fra koptisk af professor, dr. theol. Søren Giversen ved Århus Universitet.

Heri står der bl.a.: "Jesus sagde: Kend det, der er foran dit ansigt, og det, som er skjult for dig, skal blive åbenbaret for dig. For der er intet skjult, som ikke skal blive åbenbaret."

Hvis man kan tage sådan et Jesus-citat for pålydende, ligger altså alle svar og venter på os.

I øvrigt står noget tilsvarende i taoismens hellige bog Tao Te King fra før Kristus:

"Man kan kende hele universetuden at forlade sin stue. Uden at se ud af vinduet kan man følge himlens bevægelser. Jo længere man går, jo mindre forstår man."

Næste dag fortæller lektor, dr. scient Jens Knude, der arbejder på Niels Bohr Instituttets Astronomiske Observatorium mig, at vor egen Mælkevejen lige er stødt sammen med dværggalaksen Sagittarius - der er ti gange mindre end Mælke-vejen.

Hvilket har tilført Mælkevejen meget store mængder af mørkt stof.

Det vil sige lige og lige: Faktisk skete sammenstødet for efterhånden mange år siden, men man opdagede det først for to år siden.

Den fremmede galakse kører stadig i en bane omkring mælkevejens centrum, idet den er overordentlig dygtig til at holde fast på sine egne stjerner.

Forklaring: Sagittarius har et meget stort indhold af mørkt stof!

Fortæl mig om det mørke stof?, beder jeg.

"Hvis du havde spurgt mig for et par år siden, ville jeg nok have fortalt, at et godt gæt var, at mørk-stof-verdenen var bygget op af neutrinoer," siger Jens Knude.

"Men det gæt er man vel på det nærmeste gået fra igen. I det hele taget må man sige, at det, der i udforskningen af rummet var sandhed, eller god tone eller et godt gæt for et år siden, i dag kan være helt forældet."

Jeg genkalder mig den føromtalte engelske atomfysiker Russel Stannard, der om neutrinoer forklarer: "Neutrinoer er som spøgelser. I dette øjeblik passerer 15 milli-oner neutrinoer (partikler) gennem dit hoved hvert sekund."

Jens Knude: "Ja, og de passerer ikke bare gennem os, de passerer også gennem vor Jord. De er så glatte, at de næsten ikke påvirker andre ting."

Men når neutrinoer, der første gang blev påvist så sent som i 1956, sådan uhindret får lov at passere lige igennem os, er vi så ikke ovre i det stof ånder - og måske det vi kalder ånd - er gjort af?

Udsender vore følelser, vore tanker og vor ånd også stof? Stof der er af en anden verden? Og lever videre der?

Er neutrinoer i øvrigt bølger (svingninger) eller er det stof?

Det spørgsmål besvarede vores egen Niels Bohr: Det afhænger af målemetoden.

Målt på een måde er sådanne elementarpartikler stof, målt på en anden måde er de bølger.

Men de er ikke enten/eller, de er både/og!

Med andre ord: Indtil for kort tid siden regnede videnskaben med, at 99 procent af al masse i universet var usynlige svingninger - her kaldet neutrinoer. En række new-age-bevægelser taler om det universelle og kollektive sind - det store reser-voir af tanker og viden uden for os selv.

Kan tanker og tankemæssige energier gemmes et eller andet sted i det mørke stof?

Eller er de selv en del af det?

"Når neutrino-teorierne i dag er kasserede, hvad tror man så nu, det mørke stof kan bestå af?" spurgte jeg Jens Knude.

Han sagde, at nu var vi altså tilbage ved udgangspunktet.

Og føjede - efterhånden ikke så overraskende - til:

”Vi ved det ikke!"