Ordet apokryf er afledt af det græske ord apókryphos, som egentlig betyder "skjult" el-ler "hemmelig".

I forbindelse med Bibelen deles de apokryfe skrifter op i gammeltestamentlige apo-kryfer og nytestamentlige apokryfer. De adskiller sig med andre ord ikke fra hinanden som genrer, men alene ved deres indhold.

Det bemærkelsesværdige er, at hvor Det Gamle Testamente, som er jødernes ned-skrevne historie, har fået samtlige sine apokryfe skrifter med i Bibelen, der blev nyte-stamentelige apokryfe skrifter bortcensureret.

Efter den romerske Kejser Konstantin den Stores rådsforsamling i Nicaea i 325 og det opfølgende kirkemøde i Kartago i 397 havde generalerne og de tidlige kirkefædre en-delig besluttet, hvilke skrifter der skulle med i Bibelen. Den skulle bestå af 27 bøger og kun af 4 evangelier - skønt der fandtes flere at tage af og siden kom endnu flere til.

Det nye testamente er altså blevet til ved hjælp af et ganske betydeligt fravalg. Og det er dette fravalg, der i dag kaldes de nytestamentlige apokryfer.

At disse lige siden er blevet genfundne, f.eks. gemt i krukker dybt i klippehuler, hænger sammen med, at skrifterne nu én gang for alle var blevet dømt kætterske, og at det derfor var forbundet med dødsstraf at eje dem, eller så meget som viderefortælle, hvad der står i dem.

På det seneste er et sådant genfundet nytestamentligt apokryf netop blevet fremlagt og har vakt betydelig opsigt: Judasevangeliet!

Et andet nytestamentligt apokryf, der lige nu går sin sejrsgang jorden rundt - i perioder nærmest som en bestseller - er Thomasevangeliet. Thomasevangeliet er en samling af Jesus-ord i et papyrushåndskrift, der blev fundet i 1945 ved Nag Hammadi i Egypten sammen med 12 andre håndskrifter.

Men lige nu er det som om interessen for de nytestamentlige apokryfer er ved at samle sig om Maria-evangeliet, eller som det er underskrevet "Evangeliet efter Maria". Evan-geliet hitter på internettets søgemaskiner og i bøger, hvor ikke mindst Dan Browns "Da Vinci Mysteriet" har bidraget til mystikken. En af grundene til interessen for Maria-evan-geliet er, at mange mener, at man heri kan se baggrunden for de enorme mængder af kvindeforagt og ditto undertrykkelse, som kristendommen bygger på. Tidligst kommen-de til udtryk hos Paulus, der formanede, at kvinder skulle tie i forsamlinger.

Men hvad var det, at denne Maria Magdalene havde gjort sig i den grad skyldig i, at paven selv, nemlig pave Gregor den Store, i en prædiken holdt i San Clemente i Rom i september 592 ligeud erklærede, at Maria Magdalene var identisk med den navnløse kvinde, der ifølge Lukasevangeliets kapitel 7 vers 39 levede i synd? Hvilket derefter blev ophøjet til ganske almindelig kirkelig viden - selvom religionshistorikere aldrig så meget har påpeget, at det ikke er rigtigt.

En af verdens førende forskere, når det gælder apokryfe skrifter, er professor, dr. theol. Søren Giversen, Århus Universitet. Søren Giversen er således manden bag vor over-sættelse af Thomasevangeliet, som Gyldendal siden 1990 har udsendt i talrige oplag.

I 2002 kom så et langt mere omfangsrigt værk fra Søren Giversens hånd, nemlig "Old-kristne Tekster - De apokryfe Evangelier III ", på hvis 504 sider en lang række af de mest spændende af de skrifter, der ikke fik lov at komme med i Bibelen, er gengivet og gennemgås.

Heri finder man således Søren Giversens omhyggelige gennemgang af figuren Maria Magdalene og det evangelium, der bærer hendes navn.

I værket fortæller Søren Giversen, hvordan Maria-evangeliet kendes fra rester af to håndskrifter. Det største er et koptisk (gammelt egyptisk sprog) håndskrift på papyrus fra omkring år 400. Mens det andet er et væsentlig ældre papyrushåndskrift, der regnes for at være fra den anden halvdel af det andet århundrede.

I hovedsagen er skrifterne præget af beretninger om åbenbaringer og visioner. De meddeles dels af Jesus, dels af Maria. Dertil kommer mod slutningen et alvorligt sam-menstød mellem disciplen Peter og Maria, der også da var en af Jesu disciple.

Dette sidste fastslår Søren Giversen med henvisning til både Lukasevangeliet (8.2) og Markusevangeliet (16.9). Ligeledes med en lang række bibel-henvisninger beretter Søren Giversen, hvordan Maria Magdalene var til stede ved Jesu korsfæstelse og også ved den efterfølgende gravlæggelse. Og Maria Magdalene er en af de kvinder, som dagen efter gravlæggelsen kom ud til graven for at salve Jesu legeme, kun for her, af en engel, at få at vide, at Jesus var opstået.

Derfor er det også gennem Maria Magdalene og de andre kvinder, at Peter og Johan-nes og de andre disciple får budskabet om Jesu opstandelse. Og ifølge både Johan-nesevangeliet og Markusevangeliet er Maria Magdalene den første af dem alle, der ser den opstandne Jesus.

Det længste stykke gennem de fire kanoniserede evangelier i Bibelen hører vi ikke meget til Maria Magdalene, der træder des tydeligere ind i beretningen hen mod slut-ningen, da Jesus helbreder hende ved at uddrive syv dæmoner.

Søren Giversen er meget direkte i sin dom over de kirkefædre, der siden har haft travlt med at identificere Maria Magdalene som skøge. Han skriver:

»Dette har intet hold på sig i Ny Testamente, men skal snarere opfattes som et udslag af et senere propagandistisk forsøg på at formindske Maria Magdalene-skikkelsens autoritet, og der er således her tale om et kirkepolitisk træk.«

Desværre har Mariaevangeliet ikke overlevet til vore dage i sin helhed. Cirka halvdelen mangler.

At det bærer navnet Maria-evangeliet skønner man i dag snarere er på grund af evan-geliets hovedperson, som på samme tid tilbagevendende er dets fortæller. Det regnes ikke for sandsynligt, at Maria Magdalene selv har skrevet evangeliet. Men vide det med bestemthed, kan man ikke.

I Maria-evangeliet gives der bl.a. svar på det gennem alle tider ofte stillede spørgsmål: Hvordan opstår sygdom og lidelse hos mennesket? Og svaret lyder.

»Det sker, fordi de foretrækker det, der imod naturen.«

Siden bliver disciplene opfordret til at være på vagt, når nogen vil påstå, at menneske-sønnen er her eller der:

»Nej, menneskesønnen er i jeres indre.«

Et udsagn som Søren Giversen tillader sig at minde os om ligner meget afsnit (logion) 3 i Thomasevangeliet, hvori det bl.a. hedder:

»Nej, riget er i jeres indre og for jeres øjne.«

Her i Maria-evangeliet er det Maria Magdalene, der får disciplene til at fatte nyt mod efter Jesu bortgang.

Men da Peter får Maria Magdalene til at berette, hvad Jesus har fortalt hende, styrer handlingen mod et dramatisk optrin.

Det, hun fortæller nu, er nemlig en skildring af sjælens vandring, en vandring hvorunder hun - for sjælen omtales som "hun" - må passere fire vagtposter efter tur.

Ved at kassere Mariaevangeliet som egnet til kanon slap Bibel-arkitekterne således for at få begrebet sjælevandring med ind i Bibelen.

I Maria-evengeliet bryder striden og beskyldningerne nu ud mellem på den ene side Peter og hans bror Andreas og på den anden side Maria og Levi. Denne sidstnævnte anses af nogle bibelforskere for at være identisk med Matthæus.

Peter er tydeligvis jaloux ved tanken om, at Jesus skulle have fortalt Maria noget, som han ikke har fortalt til ham, Peter.

Derfor beskylder Peter og Andreas nu Maria for at lyve. Påstår at hun selv har opfundet noget, som hun så erklærer, at Jesus har fortalt hende. Maria troværdighed skal for en-hver pris afgørende underkendes.

Lidt efter spørger Maria grædende Peter, om han virkelig vil påstå, at hendes beretning er opspind. Da Peter ikke svarer siger Levi:

»Peter, du er så opfarende. Nu kan jeg se, hvordan du forivrer dig mod kvinden, lige-som modstanderne.«

Levi henviser til, at når frelseren har holdt Maria for værdig til at modtage denne be-læring, kan Peter ikke afvise den. For at støtte Maria videre siger Levi, at når frelseren har foretrukket Maria frem for de andre disciple, så skal de skamme sig og opføre sig som voksne/fuldkomne mennesker og gøre, som det var blevet dem pålagt, nemlig at forkynde evangeliet.

Som man vil kunne se, begynder de skriftlige vidnesbyrd om miskrediteringen af Maria Magdalene altså - af alle steder - i Maria-evangeliet.

Den bibelske nedladenhed over for kvindekønnet rækker vidt. Som når Paulus i de kanoniserede bibelskrifter (Første korintherbrev, kapitel 11 vers 9) siger:

»Manden blev ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden blev skabt for mandens skyld.«

Men på sporet af den om ikke tabte så dog undsagte feminine kraft, synes flere og flere lige nu, at studiet af Maria-evangeliet er et godt sted at begynde.

Eller som Søren Giversen udtrykker det, ikke så lidt betænkelig ved Bibelens magre grundlag:

»Disse oversættelser (i hans bog) af oldkristne tekster, skulle give mange flere adgang til at få del i de mange herligheder, som vi ellers kun kan ane gennem den sprække, der er åben for os.«