Endnu kan lægen Jørgen Schiønning bevæge hænderne en smule.

Nok til, at han det seneste år har siddet låst fast til sin kørestol med fastspændt respira-tor og skrevet en bog.

Det fuldstændigt overrumplende er, at Jørgen Schiønning i Slangetæmmeren fortæller, at kunne han selv vælge mellem at skulle have levet sit dengang raske liv videre, til det en bestemt dag var slut, og så hans nuværende liv frem til den samme afsluttende dato, så ville han uden betænkning vælge at slutte livet af, som han nu gør: syg!

Fordi, forklarer han, at sygdommen har givet ham så mange livsværdier og indsigter, som tilværelsen som rask og fortravlet læge aldrig ville have kunnet bringe ham.

Vi besøgte Jørgen Schiønning i hjemmet på en stille villavej i Egå ved Århus.

Den Jørgen Schiønning, der i 2003 som 40-årig stadig var en af byens bedste badmin-tonspillere i sin aldersklasse, og som i det hele taget dengang passede og trimmede sin krop, har i dag fået lagt kørestolsramper hen over trapperne op til villaen.

Den krop, som var hans stolte tempel, er i dag kun en skygge af sig selv. Muskulaturen er blevet sygdommens offer. Derfor kan han ikke bevæge sig. Derfor kan han ikke tale. Eller spise. Eller drikke. Og derfor kan han ikke trække vejret uden at få hjælp fra respi-ratoren. Han meddeler sig alene ved at skrive på en skrivemaskine med lysskrift og robot-stemme.

Før man begynder læsningen af "Slangetæmmeren", spørger man måske sig selv: Hvad kan der dog være ved sådant et liv? Med plasticslanger ind og ud af kroppen. Og dertil forskelligartede mentale slanger, der stirrer en i øjnene, mens deres kløftede tun-ger er forvarsler om de giftige bid, der truer.

Kroppens forræderi
Efter endt læsning skammer man sig over sin egen stupiditet. Og man priser sig lykke-lig og er stærkt stimuleret efter at have fået lov til komme tæt på denne eksistens, den-ne væren, der, på trods, stadig er her efter kroppens totale forræderi.

For sjælen sidder ikke i kroppen. Sjælen ånden personligheden har hjemme i hjernen. Og Jørgen Schiønnings hjerne fungerer stadig skarpt, hurtigt, velformulerende og mo-dig.

Man ser det i hans øjne. De lyser af intelligens. Lyser af lyst til at meddele sig. Ivrige efter at fortælle os noget om alle de falske skinner, som de fleste af os lægger ud på vej i livet mod alt det, som i virkeligheden ikke er noget værd. Når alt kommer til alt.

At være eller ikke at være, som den gamle digter skrev. Jørgen Schiønning er!

Stadig! Stædig!

Lad os gå ind i hans bog. Til forordets allerførste sætning:

»Jeg har noget vigtigt på hjerte.«

Og springe direkte derfra om til bogens allersidste sætning:

»Når min død nærmer sig, håber jeg, at alle de ord, som skulle siges, er blevet sagt.«

Mellem de to manende sætninger lever bogen, dens fortælling og dens budskab.

Vi sidder i Jørgen Schiønnings stue med spændende kunst på væggene og det tidlige, skarpe, forårslys ind gennem vinduerne. Lige nu har han parkeret sig foran et stort lær-red af Århus-kunstneren Louis Schmidt.

Billedfladen er eventyrets med slot og fantasifigurer i spraglede dragter.

Virkeligheden er en valgt holdning til tilværelsen. I alt fald lige indtil sygdom eller død kommer og blander sig. Og derefter? Hvem ved?

For Jørgen Schiønning blev livet i alt fald først for alvor værdifuldt, da sygdommen amyotrofisk lateral sklerose (ALS) bogstaveligt lammede ham. Og denne læge vidste nærmest fra sygdommens dag et, hvad det handlede om. For faktisk er Jørgen Schiøn-ning uddannet patolog med speciale i mekanismer, der kan medføre neurologiske lidelser, som eksempelvis den dødelige sklerose ALS.

Hans kone gav op
Ud over hvad sygdommen ellers var ensbetydende med, har den også kostet ham et lykkeligt ægteskab. Efter at have forsøgt at følge og støtte sin mand hele vejen, gav hans kone op efter et års tid med konstateringen: Den mand, som jeg giftede mig med, findes ikke mere! Jørgen Schiønning siger selv i dag, at konens konklusion var forståe-lig, og at skilsmissen blev lykkelig. Hvilket betyder, at de to fælles børn, Klara på 11 og Anton på 8, er hos deres far nogle timer hver eftermiddag efter skole og dertil hver an-den weekend. Deres mor bor lige i nærheden med sin nye mand.

Jørgen Schiønning understreger igen og igen, hvor vigtige børnene og deres kærlighed er for ham.

Og børnene var da også med på den ferietur til Gran Canaria, hvor ægteparret i fulde drag skulle nyde solen og varmen og deres to »smukke unger«.

Mærkede en sitren
Efter sådan en dag sad Jørgen Schiønning på altanen uden for ferielejligheden.

Han havde i nogle dage været lidt træt og mat, men det var ikke noget han havde tænkt særligt over. Lige nu var konen og børnene inde i lejligheden, da Jørgen Schiønning mærkede en sitren i sit veltrænede og muskuløse ben.

»Jeg trak lidt op i mine shorts og så, at mine lårmuskler vibrerede med en masse små hurtige sammentrækninger. Jeg fik omgående et stort sug i maven, der forplantede sig til resten af kroppen.«

Unødvendigt at hidkalde en specialist. Patienten og specialisten var her en og samme person.

Selvfølgelig kom flere specialister ind over efter hjemkomsten til Danmark. Men også de andre specialister, Jørgen Schønnings kolleger, var foruroligende enige.

»Hvad var de matematiske muligheder for at lige netop jeg som specialisten skulle rammes af en så umådelig sjælden sygdom? Jeg mener: Kun 150 får herhjemme den diagnose hvert år, og af disse er langt de fleste over 60 år,« siger Jørgen Schiønning.

Vi låner her et lille afsnit fra bogen:

»Når man rammes af en sygdom som ALS, søger man svaret på spørgsmålet: Hvorfor skulle lige jeg rammes? Har alle mennesker en forudbestemt skæbne? Er det bare sådan, at nogle kan glide gennem livet uden de store prøvelser, mens andre konstant skal udfordres? Findes der en øvre magt som tester os? Skal nogle gennem en læ- ringsproces? Har alvorlige sygdomme og andre menneskers tragedier en mening? Er min skæbne i virkeligheden en gave, som driver mig helt ud til kanten af, hvad et men-neske kan rumme, udelukkende for at berige mit sind? Mit liv indeholder mange mær-kelige sammenfald af omstændigheder, som om en skæbnens ironi på forunderlig vis har haft det målrettede ærinde at forberede mig på ALS? Er det mon et tilfælde?«

Og videre:

»Jeg er patolog og forsker i naturvidenskab. Jeg er opdraget til at tro på eksakt hånd-gribelig viden, som skal kunne bevises. I min opfattelse af vores liv og verden er der ikke plads til religiøse eller spirituelle elementer. Men selv en arrogant patolog som jeg kan rystes. Min sygdom bliver ved med at give min virkelighedsopfattelse alvorlige slag, så den vakler. Mit sind åbnes og beriges af min sygdom. Jeg bliver nødt til at fjerne mine fastmonterede naturvidenskabelige skyklapper og åbne min horisont. Jeg har svært ved at finde forklaringer, som kan hænge sammen. Almindelige statistiske form-ler kan ikke forklare de sære sammenfald af omstændigheder i mit liv. Jeg vil helst nøjes med at sige, at mit liv er en mærkelig historie, og at jeg nu er mere ydmyg over for andre forklaringer end nogensinde før.«

Jørgen Schiønning lægger ikke skjul på, at lige da diagnosen blev definitiv, var der kor-te øjeblikke, da det var fristende at opgive.

»Men nu er det ganske anderledes. Nu lykkes det mig næsten altid at tænke, at jeg har haft en god dag, når jeg lægger mig til at sove. Er det ikke præcist det, livet handler om?«

Meditativ tilstand
Selvom arbejdet med bogen er blevet efterfulgt af det for forfattere velkendte humør-dyk efter endt gerning, så er det nok værd at notere sig, hvordan Jørgen Schiønning i dag oplever sin virkelighed:

»Jeg er endt i en meditativ tilstand, hvor min hjerne går i tomgang og renses, og min krop ikke føles. Det at kunne give slip på den måde er nyt for mig. Det er meget befri-ende.«

»Jeg tænker, at jeg er privilegeret, fordi jeg kan finde ro og give mig selv lov til blot at betragte verden omkring mig. Jeg føler mig lykkelig. Jeg kender min verden og er glad for den.«

For ikke så længe siden havde Jørgen Schiønning den bratte måde at dø på tæt inde på livet. Hans svigerforældre har været modekongerne Ib og Søs Drasbæk. Ib Dras-bæk blev dræbt på stedet i en trafikulykke.

»Det har fået mig til at overveje følgende: Lad os nu sige, at jeg ved guddommelig ind-griben selv havde fået lov at vælge mellem to forskellige måder at dø på. Den ene, som min svigerfar, rask og rørig frem til en bestemt dag i tid og så BUM! Den anden, hvor livet frem til den samme dag i flere år mod slutningen var med en så alvorlig og altfor-tærende sygdom som min, før det var slut. Jeg ville vælge det sidste. Jeg ville vælge årene med sygdommen. For de år har givet mig så utroligt meget.«

»Naturligvis har jeg en uforløst, smertende længsel i forhold til de tab, som min sygdom har været ensbetydende med. Men de mere end opvejes af de kvaliteter, der viste sig at ligge og vente i katastrofen.«

Og her lader vi så Jørgen Schiønning forklare sig nærmere i endnu en bid fra bogen:

»Omgivelserne kan have en mening om, hvordan jeg forvalter mit liv. Men dybest set kan jeg jo være hamrende ligeglad med, hvad andre mener. Jeg falder udenfor normale regler.

»Jeg kan ikke måle min succes på skulderklap og rosende ord som "det er imponer-ende, som du klarer den" Det er da rart med skulderklap, men mit liv kan ikke længere kun måles i form af mine handlinger. Jeg kunne udadtil gøre det rigtige, men have det elendigt. Det holder ikke i min verden. Jeg skal ikke mere bevise noget, men jeg skal til gengæld være ansvarlig over for mig selv og mine kæreste. Jeg vil skære alt overflødigt fra og se, hvad der er tilbage. Det er en spændende rejse, som jeg er i gang med, og resultatet er, at jeg bliver et mere uspoleret menneske. Det er nemmere at være åben over for nye indtryk. Jeg er mere åben for mine medmennesker. Jeg lægger fordomme eller forudindtagede holdninger til side. Dem, som lærer mig at kende, skal føle sig
trygge i mit nærvær. Jeg tør vise mine følelser. Høflig venlighed er lagt på hylden. Jeg har valgt en mere ærlig og direkte tilgang. Jeg føler mere end nogensinde at være mig selv.«

»Alle de ord som skulle siges ...« De strømmer stadigt fra lægen, der mistede alt.

Alt - undtaget livet selv.

Børnenes kærlighed.

Og eftertanken.