"Pop-portræt af et tiår i pink" hedder udstillingen på Århus Bymuseum i Carl Blochs Gade. Så da en af museets egne medarbejdere, fotografen Nils Røddik, i 1992, hovedsagelig ved hjælp af gamle TV-optagelser, havde lavet en dokumentarfilm om John Lennon og The Beatles, hvad kunne så være mere relevant end at invitere til John Lennon-minde-aften fredag, da det var 20 år siden, at legenden blev myrdet? Og så vise fil-men?

Der var egentlig kun plads til tredive i museets beskedne lokale, men der blev alligevel klemt over fyrre ind.

Alt var klart! 16 mm-filmfremviseren havde netop været afprøvet, før pub-likum kom ind. Og den virkede.

Men nu, da der blev trykket på knappen, så virkede den ikke. Filmspo-lerne rullede godt nok, men der kom ingen billeder på det opstillede, hvide lærred.

Museumspersonalet uddelte lidt efter svalende sodavand til alle, mens Nils Røddik - den i situationen arme mand - fik travlt med at prøve at få fat i en anden filmfremviser.

Som et led i museets pop-udstilling hang i loftet en af de der kugler, der, påklistret i tusindvis af små spejle, bliver belyst og roterer rundt, så rum-met, samt alt hvad der er i det, bliver omkringfarende lysprikker.

Vi så os rundt.

Vi så på hinanden.

Vi så op i loftet.

Lysprikkerne satte gang i et eller andet, der blandede sig med minderne om den John Lennon, der med The Beatles var med til at starte en ungdomsrevolution der viste sig senere at skulle blive til en bredere begrebs-revolte, som vendte op og ned på en række ellers vedtagne værdier - og stillede spørgsmålstegn ved en god del af resten.

Der var helt sikkert mange minde- og følelsesmæssige John Lennon -film, der gik i gang her i lokalet netop nu.

I min film er den første scene en søndag i 1964, da jeg sammen med far og mor og lillesøster i huset på den stille villavej sidder og spiser gryde-stegt kylling med kartofler og agurkesalat.

Det store, stirrende øje på den gamle rør-radio lyser grønt af glæde over Giro 413.

Den Gamle Gartner afløser Den Hvide Måge og Hils Fra Mig Derhjem-me. Som de gør det hver søndag.

Så læser speakerstemmen endnu en hilsen op og siger, at den plade, man nu spiller, ville under normale omstændigheder ALDRIG blive spillet i Danmarks Radio. Men at man i dag vil gøre en undtagelse: The Beatles med "Can't Buy Me Love".

Selvfølgelig har jeg hørt dem før. Men i ganske andre sammenhænge: The Beatles.

"She Loves You" kan jeg vel nærmest udenad. Men denne "Can't Buy Me Love" lige midt i den højkirkelige, familiære agurkesalat er på det nærmeste som at blive påført skyld. Som at blive grebet i at stirre på naboens nøgne datter gennem havehækken.

Jeg beslutter mig på stedet for at være nødt til at flytte hjemmefra.

Nu!

For derefter at leve i synd med The Beatles resten af mine dage.

Og vi behøver jo ikke noget særligt, Beatles og mig. Bare det allernød-vendigste og et endeløst antal piger at dele det med:

"Say you don't want no diamondring, and I'll be satisfied. Tell me that you want those kind of things, that money just can't buy."

-

Det er år senere.

Jeg er blevet journalist.

Og ikke nok med det: Jeg er blevet beat-anmelder.

Tænk sig at kunne leve af at høre og fortælle om tidens unge rytmiske musik, der ind imellem synes at være det eneste, der optager den unge generation - sådan for alvor!!!

Vi skråler med på sangene!

Vi fordyber os i dem!

Vi danser til dem!

Vi forelsker os til The Beatles!

Og vi elsker til The Beatles!

Jeg er lokalt den førstefødte, langhårede skriver-søn af Kong Smart og Lykkens Pamjulegris!

Og det året rundt!

Dog allermest når der er nye Beatles-plader på trapperne.

For enhver omkring mig ved, at jeg får disse nye plader før nogen andre i byen.

Prøv engang at tænke tanken: At gå rundt med - og tage til fester iført - LP'en "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band" en hel uge før nogen anden havde været bare i nærheden af den!

-

Beatles er gået i opløsning. Men John Lennon består.

Også på pladerne, hvor han bare bliver bedre og bedre.

I alt fald med mere og mere mening lagt i rillerne.

Så en dag går rygtet gennem avisredaktionen: John Lennon er hemme-ligt i Danmark!

Han skal efter sigende opholde sig i et sommerhus i Thy.

Kolleger ryster på hovedet. Men jeg er med på den utroligste: Over flyvende tallerkener til John Lennon i sommerhus her midt om vinteren.

Ingen af os kan spore, hvor rygtet stammer fra.

Én har vistnok ringet og sagt, at han har set ham: Lennon i Brovst!

Jeg snupper et kamera og en lille båndoptager og springer ned i min bil og kører med en - er jeg sikker på - ikke ganske lovlig hastighed til Thy.

Ind på en lokalredaktion for et eller andet dagblad: Er det rigtigt? Er det rigtigt? Er det rigtigt?

Ja, det skulle være ganske sikkert.

Han skal være set sammen med Yoko Ono i et sommerhuskvarter dér og dér.

Hvis der havde været tale om en landing fra Mars af små grønne mænd, kunne det næppe have gjort større indtryk på mig.

Jeg fandt sommerhuset og fik at vide, at HAN ville dukke op næste for-middag på den eksperimenterende højskole Norden Fjord World Univer-sity i Skyum Bjerge i Thy.

Jeg sov ikke den følgende nat. Ikke et øjeblik.

Kroppen drak adrenalin, så jeg konstant svævede et par centimeter over hotellets sengelagen.

Næste dag var alt pludselig hvidt. Det havde sneet hele natten.

Det var nu mandag 5. januar 1970!!!

Markerne omkring det nedlagte landbrug, som nu var højskole, lå blæn-dende hvide under den lysende blå himmel.

Jeg stod i døren og kikkede mod bilen, der svingede ind på gårdsplad-sen.

Der var fire voksne og et barn i bilen.

Men mit blik var fikseret mod én af dem.

Han havde en lærredskasket på. Skulderlangt hår og stort fuldskæg. Over en lærredsjakke havde han en sort slængkappe. Endvidere strik-kede handsker, cowboybukser og sorte gummistøvler.

Han kom først over mod mig. "Hvem er du?", spurgte han på engelsk.

"Jeg er Poul", svarede jeg.

"Jeg er John", sagde han.

Det havde jeg ikke svært ved at tro. I dette øjeblik forekom han mig at være det eneste menneske på jorden, jeg kendte og forstod sådan rig-tigt.

Så gik vi indenfor.

Der var enkelte andre journalister til stede. Og et kamerahold fra Dan-marks Radio. Men alt i alt et forbløffende ringe presseopbud.

Rundt om havde man ikke troet på historien. Og da man endelig gjorde, nåede man ikke at få medarbejdere frem i tide.

Det viste sig, at John Lennon og Yoko Ono i al hemmelighed var kommet til Danmark 2. juledag 1969 i et privat ærinde, nemlig for at besøge Yoko Onos datter (Kyoko) med kunstneren Tony Cox og hans nye kone. Og alle var de med her.

Før interviewrunden gik i gang spurgte lederen af højsolen - for ligesom at være dyb med de dybe:

"Hvem er du egentlig, John "?

John Lennon tænkte sig lidt om.

Så svarede han: "Jeg er en nervøs fyr!"

Så det var altså den tilstand, som al berømmelsen og alle de medfølgen-de penge havde efterladt ham i: Nervøsitet!

-

Fra det tidspunkt skulle der gå 10 år før Lennons nervøsitet fik en årsag med et ansigt og en revolver i hånden.

En decemberaften i 1980 sagde Walter Cronkite som indledning til CBS Evening News:

"The death of a man, who sang and played guitar, overshadows the news from Poland, Iran and Washington tonight!"

Mordet på John Lennon overskyggede nyhedsmæssigt alt andet.

Og drabet på John Lennon skulle da også vise sig tillige at blive drabet på en epoke.

-

Hvad er nu det?

Nåh, der er Niels Røddik der er tilbage med en alternativ filmfremviser.

Det var flot klaret.

Der er vel ikke gået mere end tyve minutter.

Og nu er han vist klar til at sætte i gang.

Men verden er altså fuld af alternative John Lennon-film.

I Århus!

Alle steder!