Der har altid været noget dragende forbundet med at tale med en af stammens ældste.

Det er ikke bare det, at erfaren mand er god at gæste, det er også det, at den erfarne har det med at se tingene i sammenhæng.

Ulig i de yngre år, da ens forestillingsverden som oftest er mere sporadisk og im-pulsiv.

Den 91-årige Preben Plum har levet sit liv som overlæge på Rigshospitalet og som professor ved Københavns Universitet. Han har været en af vore dygtigste børne-læger med speciale i blodsygdomme og spastisk lammelse.

 I dag sidder han i villaen i Rungsted - med panoramarude ud mod Øresund, der slikker stranden bare et langspyt borte - og mindes da Karen Blixen havde hjemme lidt længere oppe ad vejen.

Han er så åndsfrisk i tanke og tale, at det må kunne gøre enhver ellers ungdomme-lig person misundelig.

 Vi skal tale om noget, der vel hører hjemme i de fleste menneskers "fnise-land-skab". Vi skal tale om det ualmindelige - det paranormale.

Vi skal tale om den del af menneskets psykiske evner, der ligger uden for det sæd-vanlige, og som derfor af nogle kaldes for parapsykologi. Hvilket dog er en beteg-nelse Preben Plum ikke bryder sig om:

"Der er slet og ret tale om psykisk forskning. Nogen har bare valgt at kalde det for parapsykologi for at gøre det finere. Men hvis vi f.eks. taler om telepati - tanke-overføring - eller clairvoyance - evnen til i drømme eller i syner at se ind i fremtiden eller over enorme afstande - ja så er det nu engang en fastslået kendsgerning, at nogle mennesker har sådanne evner. Og altså ligger det inden for den psykiske forskning."

Det er en interessant kendsgerning, at det af alle mennesker var samme Preben Plum, der tilbage i 1950 afslørede Danmarks-historiens vel nok største svindel-nummer inden for spiritisme, da han ved hjælp af et skjult kamera udleverede det landskendte medie "Fru Melloni" som bedrager.

Det morede hele Danmark sig meget over dengang og Erik Leth skrev revyvisen "Det var mig og Melloni og Lazarus", som Liva Weel og Ib Schønberg sang til lan-deplage. (Sangens korrekte titel er ”Sikke’et par”)

I dag siger Preben Plum:

 "Problemet ved de overnaturlige evner er, at de næsten altid trækkes ind i et su-permarked fuld af plattenslageri og fup. Og når så svindelen afsløres, er den of-fentlige mening tilbøjelig til at sige: Jamen, så er det nok løgn alt sammen.”

”Men det reelle er jo, at der alle dage har eksisteret mennesker med ganske sær-lige psykiske evner: Orakler, sandsigersker eller shaman, hvilket er den etnogra-fiske og religions-historiske betegnelse for en person, der mener at stå i direkte kontakt med guder og hjælpeånder. Men kristendommen tromlede det hele ned, fordi der ikke skulle være andre religioner end den. Og på den måde blev kristen-dommen det kraftigste enevælde, man nogensinde har haft."

"Er religioner ikke normalt enevældige, eller er kristendommen noget specielt, hvad det angår?"

 "Jeg vil gerne forsvare kristendommens stifter. For han var jo ikke selv spor ene-vældig. Jesus fremstillede sine synspunkter i lignelser, der mest handlede om, at man skulle opføre sig ordentligt. Det er udelukkende tolkningen af ham, der senere blev enevældig - til stor skade for erkendelse og videnskab."

"Det kom jo f.eks. til at betyde, at vi i den vestlige kulturkreds fik et fuldstændig forkvaklet forhold til mennesker med specielle psykiske evner. For hvad gjorde vi ved dem? Vi smed dem op på bålet og brændte dem. Hvis man kunne sige, at Jens-Peters gård ville gå op i flammer i løbet af det næste halve år og at Marie ved kjæret ville dø af en frygtelig sygdom - og det så virkelig skete, ja så måtte de pågældende synske jo stå i ledtog med djævelen selv. Aldrig med guderne - altid med djævelen."

"På samme måde hvis nogen kunne helbrede dårligdom slet og ret med hånds-pålæggelse, ja så måtte de jo være satans børn. Og det selvom vi i dag ved, at der altid har eksisteret sådanne mennesker.”

”Og fordi vi altid har pillet de særligt psykisk begavede fra, er vi i Europa blevet dummere og dummere. Jøderne, derimod, de brændte ikke deres rabbier. Tvært-om. Rabbierne - mestrene - så man op til. De giftede sig og fik masser af børn."

"Og rabbierne, de fungerede jo helt op i vor tid. Hvilket nok er forklaringen på, at jøderne er Guds udvalgte folk. De har flere evner end os i den her retning."

Preben Plum drejer hovedet og ser ud over sundets blå, som sorterede han sine tanker bedst på skillelinien mellem himmel og hav:

"Sjæl og ånd! Hvad der er hvad, eller hvor det ene ender, og det andet begynder, ved jeg ikke. Jeg kan ikke engang sige dig hvad det er. Med hensyn til bevidsthed forholder det sig på samme vis. Naturvidenskaben har gennem massemedierne fyldt folk med den opfattelse, at begreber som sjæl og bevidsthed er noget vrøvl. At det er svindel. At det ikke findes. Nej, det er alt sammen kemi og elektricitet. Og andet er det ikke. At når hjernen er væk, så er alting væk."

"Og nogle føler, at dette er så vigtigt at fastslå, at de skriver den ene tykke bog om det efter den anden. Naturvidenskaben har så travlt med at fastslå disse ting, at man helt lader hånt om at undersøge, om påstanden holder."

På bordet foran Preben Plum ligger der op mod ti kilo fotokopier, som han nu skubber frem for sig:

"Men se her, det er den sidste sending fra Det kgl. Bibliotek. Aftryk fra bøger med videnskabelige undersøgelser af det nyeste inden for den psykiske forskning. Faktisk er det bevist, at der hos nogle enkelte er en psykisk kraft i den menne-skelige organisme; en kraft, der nu og da formår at virke uden for kroppens periferi og uden for tiden og rummets grænser."

"Sådanne psykiske sanser vil naturvidenskaben ikke vide af. Derfor undersøger man ikke de få, der har evnerne, men i stedet de mange Per og Poul'er, der ikke har sådanne evner, eller i alt fald kun har dem en gang imellem og som ikke selv kan bestemme hvornår, hvorefter man frejdigt erklærer, at sådanne evner ikke findes."

"En sådan påstand er helt vanvittig gammeldags, og man kunne lige så godt fortsat hævde, at Jorden er flad."

 Preben Plum vender tilbage til det religiøse aspekt:

 "Prøv at læse Det nye Testamente - og det gamle med for den sags skyld. Det vrimler med ikke-naturlige gerninger og hændelser. Hvordan kan noget, der i det ene øjeblik er den sande tro, bagefter gøres til overtro? Men dem Jesus dengang var mest vred på, var jo da også de professionelle teologer - farisæerne."

Preben Plum var en dreng på bare 10 år, da han første gang blev fanget ind af menneskers særlige psykiske evner:

"En dag sagde jeg til min mormor, at jeg syntes, det var mærkeligt, man aldrig mere hørte om folk, der havde haft sådanne særlige oplevelser. "Det behøver du såmænd ikke søge så langt efter", sagde hun. "Men det er jo ikke noget folk sådan går og taler om, man er vel bange for at blive til grin."

"Og så fortalte mormor ellers om en søndag formiddag, hun havde siddet i Søn-derby Kirke, da hun pludselig så sin søn Morten, der boede i Argentina, stå iklædt mørkt tøj oppe ved alteret. Fra de billeder, han havde sendt derovre fra, vidste hun, at han ellers altid gik klædt i lyst tøj. Syv uger efter fik hun brev om, at Morten netop den pågældende dag og på det pågældende tidspunkt havde begravet sit barn."

Preben Plum fortæller, at hans egen slægt - hans egen far fraregnet - har bestået  af præster i mange led, og at hans egen interesse for det usædvanlige faktisk stammer fra læsning af Bibelen:

"I gymnasiet var jeg meget optaget af dette underlige i, at folk i Bibelen snart blev frelst ved tro og snart ved gerninger. Når der nu f.eks. i Matthæus-evangeliet står, at hvis man havde tro som et sennepskorn, da kunne man sige til bjerget: Flyt dig - og det skulle flytte sig.... hvad skulle det så mere præcist betyde? Hvilken form for tro, var der mon tale om?"

"Hvordan skal vi andre i dag skelne mellem de usædvanlige, men ægte, psy-kiske evner, og så det dygtige markedsgøgl?"

"Søg de helliges selskab! Og de hellige er her dem, der kan noget mere end os andre. Det er i alt fald hvad jeg har gjort."

Preben Plum fortæller om, hvordan han i sin tid kontaktede en i dag afdød fotograf

Sven Türck på Vesterbrogade i København.

"Ikke fordi fotografen selv havde usædvanlige evner, men fordi han omgikkes folk, der havde. Om sig selv sagde Türck, at han var psykopat - anerkendt af lægeviden-skaben. Men derfor kunne han jo være lige god som formidler."

"En af dem, han satte mig i forbindelse med, var svenskeren Olof Jönsson . Den-gang en ganske ung mand, først i tyverne, med helt fantastiske evner. Jönsson, der senere flyttede til Chicago, var virkelig et psykisk geni. Jeg inviterede ham flere gange med hjem.”

”Han havde aldrig hverken medhjælpere eller hjælpemidler med sig. Han var hver gang beskeden og ydmyg og betalte selv sine rejseomkostninger.”

”En gang var han her i 25 dage, og hver dag lavede vi et utal af forskellige forsøg, som jeg selv fandt på undervejs. En dag pegede jeg hen på min temmelig om-fangsrige bogreol og sagde: Kan du se den anden øverste hylde, fjerde bog fra venstre. Den med den blå ryg. Kan du fortælle mig, hvad der står på side 181 i fjerde linie? Det fortalte han så - uden tøven!"

"Efter at han var rejst hjem igen, ringede jeg flere gange til ham - når jeg havde specielle gæster på besøg - og så blev han bedt om at fortælle om en virkelighed omkring os i stuen, han umuligt kunne vide det ringeste om."

"Hans evner var fuldstændigt ubegribelige. Siden undersøgte jeg en kvinde i Oslo: Anna Elisabeth Westerlund. Hendes speciale var at hjælpe politiet med at finde druknede. Ikke bare kunne hun fortælle, hvor de druknede lå. Hun kunne også for-tælle, hvordan de lå på bunden, og hvordan der i øvrigt så ud omkring den drukne-de."

Om egne erfaringer fortæller Preben Plum, hvordan han i flere omgange i forbindel-se med eksamener drømte sig frem til ikke alene hvilke opgaver han ville trække, men også drømte de rigtige besvarelser.

Når Preben Plum i dag - f.eks. i aviskronikker - fortæller om den nyeste psykiske forskning, er resultatet hver gang at en række mennesker, der selv mener at have patent på den rigtige viden og de rigtige meninger, overfalder Plum i almindelighed og avisen i særdeleshed, sidstnævnte for at ville bringe magen til vrøvl til torvs.

"Men uvidenhed og medfølgende vrede kan ingen jo bruge til noget. Allerede i 1790 gjorde man forsøg, der viste, at når en hypnotisør i et halvt år dagligt har hypnotiseret en person så kan denne person derefter læse hypnotisørens tanker, uden at et eneste ord bliver sagt. Det forsøg er gentaget i vor tid. Og det bliver jo ikke anderledes af, at nogen er vrede over, at det er sådan."

Nu falder samtalen på "nær-død" og "efter-død-oplevelser". Preben Plum:

"Det spændende er jo her, at et utal af mennesker fortæller om præcis den samme form for oplevelse. Oplevelsen af noget hinsides, noget varmt, noget lysende, noget dragende. Jeg har selv som læge overværet, når det sker."

"Jeg stod således f.eks. engang ved en seng, hvori der lå en mand og kæmpede mod døden. Manden var uhelbredelig syg, men brugte alligevel alle sine kræfter på at forsøge at bekæmpe døden. Han var både vred og bitter og bange. Men plud-selig, fra det ene øjeblik til det næste, lyste han op, og han var salig og havde fred og et lykkeligt ansigt. Derefter begyndte han at tale højt og tydeligt med sin mor, der var død 70 år tidligere."

Det er Preben Plums opfattelse, at hjernen må opfattes som et filter, der sørger for begrænsning af udefra kommende indtryk.

"Der er to muligheder: Enten er det hele noget vrøvl, eller også fortsætter vor be-vidsthed virkelig efter døden. Og hvis den gør det, ja så eksisterer der jo allerede mange milliarder af bevidstheder. Måske som en fælles underbevidsthed . Måske som skytsengle. Sokrates kaldte sin skytsengel for Demon. Den kunne ikke for-tælle ham, hvad han skulle gøre, men ifølge Sokrates fortalte den ham udelukken-de, hvad han ikke skulle gøre."

Om naturvidenskabens kosmos-begreber siger Preben Plum:

"Hvis vi tager et så afgørende begreb som "begyndelsen", The Big Bang, så tror jeg ikke på videnskabens aktuelle forklaring. Til syvende og sidst er det jo kun en teori. For mig giver det ingen mening, at alt stoffet i universet, inklusive det mørke stof, der nu fortælles om, og som man siger er 99 procent af alting, at det skulle være kommet fra noget, der ikke var større end et knappenålshoved. For hvor kom så knappenålshovedet fra? Og hvad var der før?”

”At skulle tro på en sådan teori kræver dog tusinde gange mere tro end at skulle tro på spøgelseshistorier. Men naturvidenskabens tros-tilbøjelighed er mærkelig nok kolossal stor. Sammenlignet med min!"

"Dr. scient. Jens Martin Knudsen, der er lektor i astrofysik på Niels Bohr Insti-tuttet, udtalte sig for nyligt her i avisen i den standende debat om genetik og kloning. Han sagde, at han ville advare mod den tendens, der er nu, til at ville censurere videnskaben. De har på det lægelige plan haft med mennesker at gøre hele Deres liv. Hvad er Deres holdning?"

 "Min holdning er den modsatte. Efter min mening skulle man sige, at når det gæl-der forsøg på at klone mennesker, ja så vil vi altså ikke ha' det! Så længe, vi over-hovedet ikke ved, hvad livet er, skal man være meget forsigtig med at lave forsøg med det!".


(Professor Preben Plum døde i 2002)