Jeg håber, at enhver, der kender mig eller kender lidt til mit liv, har fået indtryk af en person, hvis verdensopfattelse bygger på det, der kan iagt-tages, vejes og ikke mindst måles.

Og sådan er jeg virkelig, og derfor har jeg altid været noget betænkelig ved den historie, der følger her. Nok har jeg ved en enkelt lejlighed fortalt den mundtligt, men jeg er hidtil veget tilbage for at slippe den løs i skrift-lig form.

Det er ikke historien som historie betragtet, jeg er betænkelig ved. På det plan kan jeg endda lide den. Men historien angriber mig, den prøver at dementere alt det, jeg har troet på og stadig prøver at tro på.

Den er ikke bare uforklarlig. Den er overnaturlig, det er det rystende ved historien.

Det var en aften i oktober først i tresserne.

Den nøjagtige datering har jeg desværre ikke. Det var efter 1959, for den bil, vi kørte i, var en grøn Citroén 2CV, og den fik vi i foråret -60. Og det var før 1963, for lidt nord for Løkken krydsede vi Hjørring-Løkken-
Åbybro banen, og vi så os godt for, inden vi kørte over den ubevogtede overskæring for at sikre os, at der ikke kom en skinnebus farende.

Den banestrækning blev beklageligvis nedlagt i 1963.

Det var en fredag aften i oktober, og vi skulle køre fra Mors til Vend-syssel.

Vi skulle på familiebesøg i Sindal, og vi kørte hjemmefra efter at vi havde spist aftensmad. Og så har jeg alligevel skudt mig ind på årstallet. Det må være 1962 for det var det år, da jeg dristede mig til at indføre lør-dagslukning af landinspektørkontoret.

Det ligger fast: En fredag aften i oktober 1962 kørte vi i vores grønne Citroén 2CV fra Nykøbing Mors. Vi kørte over Vildsundbroen til Thy videre til Thisted, og kom der ind på hovedvej 11, A 11 som den senere kom til at hedde. Den fulgte vi gennem Nordthy og gennem Hanherred, vi kom til Åbybro og fortsatte nordpå.

Det var en meget klar aften - næsten med fuldmåne og næsten ingen skyer. Der lå det mærkelige skær over landskabet, som hører sådan en månelys efterårsaften til, når temperaturen er éncifret, og der ikke er nogen vind, der kan bringe forstyrrelse i rummet. Virkeligheden bliver uvirkelig sådan en aften. Konturerne derude i landskabet står skarpere, end de egentlig er, farverne er væk, månens lys er sådan, at det mest er kontrasterne, der træder frem.

Vi kom til Løkken og snoede os gennem byen. Der var ikke meget liv i Løkken denne fredag aften i oktober 1962. Ud for en købmandsforret-ning holdt der en bil, og der stod én ved købmandens automat og trak et eller andet. Cigaretter blev vi enige om, at det nok var. Ellers så vi ingen.

Folk, der ikke vidste bedre, sad i deres stuer og så fjernsyn, spillede kort eller drak kaffe. Måske det hele på én gang. Det var ikke til at sige, folk havde trukket deres rullegardiner ned.
Det var, da vi var kommet næsten igennem byen og havde passeret det hus, hvor landbetjenten boede, at en af os sagde, at det kunne være helt sjovt at komme op på bakken ved Børglum Kloster. Der måtte være et vældigt udsyn sådan en aften. De mindreårige på bagsædet sov, så dem behøvede vi ikke at tage hensyn til. »Hvad er klokken?« spurgte jeg, men det kunne jo egentlig være ligegyldigt. Et par minutter kunne vi vel godt bruge på en lille omvej.

Omvejen begyndte en halv kilometer nord for Løkken. Der lå en køb-mandsforretning på højre side af vejen, og umiddelbart efter den drejede vi ind på vejen mod Vrå. I dag skal man endnu et lille stykke mod nord for at finde Vrå-vejen, men dengang gik den tæt op ad købmandsforret-ningen. Det er vigtigt for mig at pointere, at vi fulgte den rigtige vej mod Vrå, og som fødte vendelboer og som i øvrigt stedkendte vidste vi, at den vej førte op over bakken tæt på Børglum Kloster og senere igennem landsbyen Børglum. Vi havde kørt der mange gange.

Altså: Vi forlod hovedvej 11 det rigtige sted lige efter købmandsforret-ningen, vi kom gennem den klat huse, der hedder Skøttrup, og hvor Skøt-trup trinbræt lå lige ved siden af, passerede jernbanelinien uden at se nogen skinnebus og kom til stigningen op mod bakken.
Og allerede her begyndte det nok at være en lille smule mærkeligt, uden at vi dog erkendte det som mærkeligt på det tidspunkt. Vi kunne nemlig ikke se Børglum Kloster i den ellers helt gennemlyste aften. Det er vel bakkens skyld, har vi tænkt og kørte roligt videre.

Vi kom op, og vi standsede, og vi kiggede os omkring. Først nu gik det virkelig op for os, at vi ingenting kunne se. Det vil sige, vi kunne se en masse, vi kunne se langt ud over landskabet, vi kunne se Rubjerg Knude fyr deroppe i nord-nordvest, ikke bare glimtene og ikke bare selve det hvide fyrtårn, men også den sandklit, det ligger i. Vi kunne se langt ud over havet, men vi kunne ikke se Børglum Kloster. Børglum Kloster var der ikke.

Vi måtte have husket forkert, blev vi enige om. Børglum Kloster måtte alligevel ligge lidt længere inde i land, blev vi også enige om, efter at vi var kørt et lille stykke ned ad vejen mod Vrensted og heller ikke havde fundet klosteret dér. »Jamen det ligger da også længere inde, det kan jeg da godt huske,« sagde jeg og forsøgte at overbevise mig selv om, at jeg virkelig kunne huske det. »Nu skal I bare se,« sagde jeg også og drejede igen ind på vejen mod Vrå.

Og der kørte vi så ad en vej, der tilsyneladende ikke blev befærdet af andre end os den aften, og vi kiggede os ivrigt omkring, men Børglum Kloster var der ikke. Vi kom til landsbyen Børglum, og da var vi både klar over, at noget var rigtigt, og klar over, at der også var noget, der var for-kert. Vi var klar over, at det var den rigtige vej, vi kørte på, for det er jo den, der går gennem landsbyen Børglum, og vi var klar over, at det var forkert, at vi ikke havde set Børglum Kloster.

Men det erkendelsens øjeblik udskød vi alligevel endnu engang. Vi kørte videre, for det kunne jo trods alt være os, der huskede forkert, og vi kørte og kørte indtil vi så lysene fra Vrå i det ikke særligt fjerne. Så standsede vi, vendte og kørte tilbage.

Vi kom igen igennem landsbyen Børglum.

Vi kørte videre, vi kiggede os omkring, vi kom igen til det sted, hvor møl-len skulle ligge nord for vejen og klostret og kirken lige syd for vejen. Møl-len var der - klostret og kirken var der ikke.
I
Så tror jeg nok, at jeg sagde et eller andet dumt om, at der måtte være noget dis eller sådan noget - men det skulle være en meget mærkelig dis, der kunne skjule det kæmpemæssige bygningsværk samtidig med, at man kunne kigge lige igennem det, for det kunne vi, vi kunne se land-skabet hele vejen rundt.

Vi forsøgte igen at overbevise hinanden om, at vi havde husket forkert. Jeg fandt Geodætisk Instituts kort i 1:200.000 frem for også at overbe-vise mig selv. Vi tændte kabinelyset, vi slog op på kortplan 1, det nord-lige Vendsyssel, vi kiggede. Og kiggede igen. Vi havde ikke husket forkert. Der, hvor vi holdt, skulle udsynet mod sydøst være spærret af Børglum Kloster.

Så langt kan historien berettes samstemmende af fire personer, to vok-sne og to børn på henholdsvis 8 og 6 år, som ganske vist sov en del af tiden, men dog vågnede op en gang imellem. Det følgende drøftede vi ikke indbyrdes, vi har måske ikke alle oplevet det, eller ikke oplevet det på samme måde. Forklaringen er måske, at det kun var mig, der tænkte på at stige ud af bilen og gå lidt væk for at anskue situationen derfra.

Jeg var nok den eneste, der tænkte på at gå hen i nærheden af det sted, hvor kirken skulle ligge. Den var der stadigvæk ikke og klostret bagved heller ikke. Men jeg så - eller så for mig - et stykke væk en landsby. Men der skulle ikke ligge nogen landsby der, det vidste jeg godt.

Så så jeg også - eller så for mig - at det ikke var en landsby, det var sik-kert en stor gård med mange bygninger, lave bygninger af træ, så det ud til, med tunge tage.

Og der var et mærkeligt lys over det, det var ikke den aften med måne-skin, som det i virkeligheden var, der var et rødligt skær over det land-skab, som ellers havde været skarpt farveløst, det var en anden tid på dagen, måske også en anden årstid.

Der var en masse mennesker dernede, og pludselig så jeg - eller så jeg for mig - en skikkelse dernede, og skikkelsen kom gående op imod mig, skikkelsen begyndte at løbe op imod mig, og pludselig så jeg - eller så jeg for mig - at det var mig selv, der kom løbende op imod mig.

I det øjeblik blev jeg bange.

Det var en angst af den art, hvor man mærker et hulrum omkring hjertet, og det banker og banker, og hele tyngden i ens krop er trængt ud i fød-der og hænder, og det er næsten lammende.

Med besvær fik jeg vendt mig, og derhenne holdt bilen, og jeg så - eller så for mig - at vi alle fire sad derinde med kabinelyset tændt og kiggede i kortet.

Mine øjne så igen på verden inde fra bilen, så gennem bilruden, og der var kun landskabet at se. Kirken var der stadig ikke, klostret var der stadig ikke, og heller ikke den landsby eller gård, som jeg havde set - eller set for mig - var der mere.

I dag ved jeg - for det har kloge folk fortalt mig - at på det sted, hvor jeg så - eller så for mig - en landsby eller en gård, lå den kongsgård, som oprørske bønder brændte af i 1086, da de havde rejst sig mod Knud den Hellige.

Blandt de kloge folk tæller jeg forfatteren Knud Holst, som boede i Løk-ken og kunne fortælle mig, at han kendte en gammel mand der i byen, som også havde haft en mærkelig oplevelse på det sted, dog ikke helt som vores.

Så lød det fra bagsædet: »Skal vi ikke snart videre, hva?« og så kørte vi hurtigt videre, så hurtigt som nu den tids 2 CV'er kunne, ned ad bakken, og der kom virkelig god fart på, og hen til hovedvejen, og der drejede vi til højre og kørte i nordøstlig retning gennem den stadig månelyse aften over Hjørring til Sindal.

Søndag aften, da vi kørte hjem til Mors, var vejret næsten det samme, køligt, dog med lidt flere skyer, men når månen kom igennem var aftenen lysfyldt, skyggerne skarpe, og man kunne næsten se længere, end man kan i normale dagtimer.

Vi nærmede os Løkken, og vi så Børglum Kloster ligge der oppe på bakken, og for nu at blive helt sikre og også sikre på, at vi havde kørt den rigtige vej fredag aften, drejede vi igen fra ved købmandsforretnin-gen, fulgte vejen mod Vrå, og vi kom derop. Børglum Kloster lå, hvor Børglum Kloster skulle ligge.

Det var vi selvfølgelig glade for, og vi kørte hjem til Mors, og det er nu over 40 år siden. Og i alle disse 40 år, har der været lidt af en uro i mig, når jeg har været i den del af Vendsyssel. Mange gange, på alle årstider og på alle tider af døgnet og i al slags vejr, er jeg drejet fra hovedvejen dér nord for Løkken og kørt mod Vrå. Og hver gang, hver eneste gang, har Børglum Kloster ligget, hvor Børglum Kloster nu engang skal ligge.

Og egentlig er det dét, som jeg synes er så foruroligende ved den her historie. Noget uforklarligt, som nu og da gentages, ja det forbliver gan-ske vist uforklarligt, men det må accepteres som en kendsgerning, som en slags lovløs lovmæssighed.

Men den aften for over 40 år siden, da Børglum Kloster ikke var der, den bliver mere og mere gådefuld, mere og mere foruroligende for hver månelys aften, klostret ligger urokkeligt på sin plads og dominerer sit landskab.

Jeg kan ikke lide det.

(Offentliggjort her med tilladelse fra Knud Sørensen)