Manden i villaen her på Mors kan ellers godt finde rundt i landskabet.

Faktisk har han en landinspektør-eksamen fra Den kgl. Veterinær- og Land-bohøjskole.

Siden blev han dog mere kendt som en af vor fineste forfattere.

Hans navn er Knud Sørensen.

Man kan roligt påstå, at Knud Sørensen er jordnær: I dagligdagen og i sit omfattende forfatterskab. Ja, på Internettet kan man på et såkaldt site-center under Tele Danmark ligefrem se ham opført på en liste over ”For-nuftige danskere”.

Men det ”koster” at være på en sådan liste.

Således vil det ganske bestemt være ufornuftigt af en ”fornuftig dansker” at kaste sig ud i alt for vidtløftige beretninger om, hvad man har oplevet sådan virkeligt i afdelingen for det, de fleste nok vil rubricere som fantasterier, overtro, mystik eller lignende.

I over fyrre år har Knud Sørensen da også båret rundt på en sådan alterna-tiv oplevelse uden at sætte den på papiret.

Og det selvom oplevelsen i sig selv rummer stof til en god novelle - eller kapitler i en roman.

Men for Knud Sørensen ville det være at opføre sig troløst over for oplevel-sen, som for ham var alt for virkelig til at den skal sættes ind i en litterær sammenhæng.

Men nu er oplevelsen altså udsendt som pamflet af Morsø Lokalhistoriske Forlag. Og titlen siger en helt masse om hændelsen: ”Den aften da Børglum Kloster ikke var der.”

Den nedskrevne beretning om oplevelsen dengang for mere end 40 år siden kan læses i tilknytning til denne samtale, som fandt sted forleden i forfatterens villa i udkanten af Nykøbing Mors. Også, gennem Aksel San-demose, kendt som Jante - og dermed det fysiske udspring for Jante-loven.

På tryk fortæller Knud Sørensen om oplevelsen med mange omhyggelige (og ind imellem næsten bekymrede) ord. Her og nu siddende i sin egen stue gengiver han hændelsen i meget kort form:

"En aften var jeg med min kone og to børn på vej i bil her fra Mors og til Vendsyssel. Det var dejligt vejr. Månelyst. Derfor fik vi den indskydelse, at vi ville se ud over Vendsyssel fra bakken ved Børglum Kloster. En lokalitet vi kender godt. Vi kørte derop og vi kunne se langt. Helt til Rubjerg Knude. Og klitten derude."

"Hvad vi ikke kunne se var klostret. Det var der ikke. Naturligvis er det første, man tænker: ”Nå, men vi er bare kørt forkert.” Hvorefter vi begyndte at køre rundt. Hvilket i sig selv var meningsløst, for vi vidste jo udmærket, hvor Børglum Kloster skulle ligge. Lidt efter - og der på stedet - skete der noget mere, mildt sagt mystisk, som man nok skal læse beretningen for at begribe arten af."
"I tiden derefter har det hele forekommet mig at være noget foruroligende. Jeg vil ikke sige, at jeg har fortrængt det, men vel noget der ligner. Og måske rammer det hele mig ekstra hårdt, fordi jeg altså er sådan indrettet, at jeg ikke vil acceptere noget overnaturligt."

"Jeg vil kunne se og tage og føle på ting og sager. Og jeg vil kunne måle dem. Derfor gik der også mange år, hvor jeg ikke omtalte, hvad vi havde oplevet. Med den ene undtagelse, at hver gang min kone og jeg siden har været i nærheden af Børglum Kloster, så har vi sagt til hinanden: Skulle vi ikke lige se, om det er der i dag? Og det har det været lige siden. I alt fald, når hun og jeg var på de kanter."

Knud Sørensens kone kommer ind og stiller kaffe og kage på det lave bord mellem os. Hun er venligheden selv, men viser ingen tegn på lyst til at slå sig ned og fortælle vidnefast med på beretningen. Det forekommer, at de to nok er enedes om, at det formentlig er rigeligt, det Knud Sørensen har at fortælle under journalist-besøget.

Een ting er, hvad du sagde eller rettere ikke sagde til andre. Men hvad sagde du til dig selv morgenen efter oplevelsen?

"Jeg ved ikke, om jeg sagde: Det er umuligt! Jeg tror nok, at jeg sagde: Det skal være umuligt! Og så gik der i øvrigt 25 år, før jeg så småt begyndte at berette om det i den ene og den anden sammenhæng."

"Noget af det som fornuftsvæsenet i mig foruroliges af i det her, det er, at ”det” ikke kan gentages. Hvis det var sådan, at Børglum Kloster ikke var der sådan cirka hver femte gang, jeg kom forbi, så ville det virke stærkt bero-ligende på mig. Måske det for mig ville signalere en eller anden form for lovmæssighed, som jeg bare ikke fattede."

"Men det her var een gang. Og i øvrigt den første og eneste gang i mit liv, jeg har været vidne til noget sådant overnaturligt - eller hvad vi nu skal kalde det."

"Jeg havde engang to forskellige spil kort, jeg lagde kabaler med: Et rødt og et blåt. Og dér konstaterede jeg, at når jeg lagde kabalen med de blå kort, så gik den meget oftere op, end når jeg lagde den med de røde. Det kunne jeg heller ikke forklare, men det kunne gentages, så derfor foruroli-gede det mig slet ikke."

Var du ikke undervejs i det kvarte århundredes tavshed med Børglum-oplevelsen fristet til at pakke den ind i en litterær og dermed risikofri sammenhæng?

"Nej, for oplevelsen dementerer jo alt, hvad jeg tror og fortæller om. Også i litterær sammenhæng. Man kan vel sige, at det ikke bare var i min virke-lighedsopfattelse, at oplevelsen ikke hørte hjemme. Den hørte heller ikke hjemme i min litteratur. Men på den anden side er jeg jo nødt til at være ærlig og indrømme, at som historie betragtet kan jeg egentlig godt lide den."

"Det jeg ikke kan lide ved just den historie, det er, at den ikke er opdigtet. For ellers fejler den bestemt ikke noget."

Knud Sørensen morer sig over sit eget udsagn. Naturligvis passende af-dæmpet. Så siger han, at bortset fra alle de andre forklaringer på hvorfor han ikke fortalte om Børglum-oplevelsen i alle de mange år, så var der jo een forklaring, der stod foran alle de øvrige:

"Med sådan en oplevelse, der kan du nok ind imellem undervejs fristes til i sluttet selskab at fortælle løs. Men det der måske mest af alt holder dig tilbage, det er erkendelsen af, at det her, det får du aldrig nogensinde no-gen til at tro på. Der er på forhånd dømt ”fantasteri” eller ”løgn”. Derfor fik det lov at lagre. Meget længe!"

Nu er det jo heller ikke alting, der sådan uden videre lader sig bevise. Således ville et foto af et kloster, som ikke er der, formentligt ikke have overbevist særligt mange.

Nogle hævder, at vor virkelighedsbegreb vakler lige nu, hvor kvanteme-kanikken således fortæller os, at en partikel tilsyneladende kan befinde sig to forskellige steder samtidigt. Vor hjemlige professor i højenergifysik Holger Bech Fritz Nielsen har tilføjet, at universet som følgeslutning eventuelt kan rumme flere klokkeslæt eller tidspunkter samtidigt.(?)

Knud Sørensen efterlader med en lille, klirrende lyd koppen i underkoppen:

"Ja, og her er de fleste af os jo ude i kanten af, hvad vi overhovedet kan begribe. Utroligt spændende er det. Men der er stadig meget stor forskel på at ville forsøge at forstå sådan noget med sin forstand og så at stå dér og opleve noget uvirkeligt med sine sanser."

"Intellektuelt ikke at kunne fatte den nyeste forskning er een ting. Noget andet er, når du selv står der under åben himmel og stirrer mod det, der bare ikke kan passe, fordi virkeligheden synes at have vendt vrangen ud."

Men man kan vel sige, at i alt fald den ene del af oplevelserne den på-
gældende aften kunne have noget med begrebet tid at gøre.

"Ja, i allerhøjeste grad. Men der er jo også en meget stor del af de reaktio-ner, jeg får nu, der anvender begreber som ”tids-lommer” og ”parallel vir-kelighed”. Men det forstår jeg ikke noget af. Jeg læste engang, for snart mange år siden, en hel del science fiction. Og det syntes jeg da var vældigt spændende. Men det var nu aldrig noget, jeg tog alvorligt."

Knud Sørensen fortæller, at han nu da Morsø Lokalhistoriske Forlag har udsendt ”Den aften da Børglum Kloster ikke var der” på tryk, ind imellem møder mennesker, der efter læsning er overbevist om, at det er en opdigtet historie. Og at det bare er forfatterens valg, at fortælle historien som om den var sket i virkeligheden.

"Disse mennesker tror så, at jeg en skønne dag stiller mig frem og siger: Ha ha, det hele var bare for sjov. Naturligvis har jeg og min kone og vore to børn aldrig været vidner til noget sådant. Det hele er bare fundet på for un-derholdningens skyld."

"Men jeg kommer til at skuffe disse mennesker. Andre læsere af beret-ningen har kontaktet mig og fortalt, hvor foruroligede de er blevet af læs-ningen. Det berører mig naturligvis. Men jeg kan ikke gøre noget ved det. Der eksisterer ikke noget bakgear ud af den her beretning."

"Men jeg er godt tilfreds med, at jeg nu har fået skrevet den ned. Undervejs har jeg følt, at skulle der overhovedet være nogen mening med den oplevel-se, så skulle jeg vel i alt fald beskrive den. Og et sted i mig tror jeg også, at jeg hele tiden har vidst, at jeg en dag ville gøre det. Og nu er jeg så kommet om på den anden side af den dag."

Hvad nu hvis du ad overjordiske kanaler får tilbud om endnu en stor og alternativ og tilsyneladende uvirkelig oplevelse, hvad ville du så svare?

"Så ville jeg svare: Nej tak! Det tror jeg i alt fald nok, at jeg ville. Og før du nu spørger: Hvorfor det?, så lad mig forklare: Fordi jeg ikke kan li’ det. Sådan noget, der ikke bør kunne ske, det har jeg ingen behov for at opleve - mere af. Hvis man siger: Jamen det er en del af den virkelige virkelighed, så er det en del af virkeligheden, der foruroliger mig."

Lidt efter taler Knud Sørensen og hans gæst videre om andre fantastiske sager. Knud Sørensen er en utrolig fortæller.

Og det i en sådan grad, at i alt fald journalisten ganske glemmer tiden. Den tid ved hjælp af hvilken det ellers er udmålt, at det er ca. 865 år siden, at nogen indrettede et bispesæde med tilhørende domkirke i den indtil da middelalderlige kongsgård på bakken ved Børglum.


(Læs også Knud Sørensens egen beretning fra den pågældende oktober-aften)