Ånde-præsten
Ifølge Bibelen var det Helligånden, som var forudsætningen for alt det histo-riske, der er beskrevet i Det Nye Testamente. (Matthæus 1. kapitel, vers 18)
Men når lige netop Helligånden fraregnes, så er kirken i Danmark ikke me-get for at have med ånder at gøre. Helt i modsætning til England, hvor man har over eet tusinde statsanerkendte spiritistkirker.
En af de i England mest kendte spiritist-præster er Marion Dampier-Jeans. Født i Slagelse i 1950 af en dansk far og en norsk mor.
I en netop udkommet bog om Marion Dampier-Jeans, "Mit liv med Ånder-ne", skrevet af journalisten Charlotte Kehler, kan man læse, at den liden Marion allerede fra fødslen havde særlige evner til at komme i kontakt med de dødes ånder.
Som 19-årig flyttede Marion til London, hvor hun med det samme begyndte at virke som spiritistisk præst og dermed medie.
Således i dag landskendt i England men på det nærmeste ukendt i Dan-mark dukkede Marion Dampier-Jeans for kort tid siden op i TV2s udsen-delsesrække "Åndernes Magt" og efterlod de fleste seere måbende.
Hun sendte for åben skærm hilsener fra afdøde til den efterladte familie, der blev TV-foreviget lamslået over det kendskab, det engelske medie åben-bart havde til den afdøde.
Hun fik udleveret ejendele tilhørende andre afdøde og kunne fortælle detal-jer om de afdødes livsforløb. Og senest i en udsendelse sendt i tirsdags skulle hun forsøge at hjælpe et par, der har følt sig forfulgt af ånder.
Men mens TV-udsendelserne har ligget i nogen tid og ventet på at blive programsat, har Marion Dampier-Jeans netop været i Danmark på besøg tre dage i november, hvor Jyllands-Posten fik lov at hægte sig på hendes aktiviteter.
Arrangementerne var omkring den tidligere spiritistkirke i Århus, hvis offi-cielle navn i dag er Lysets Hus. Her var Marion Dampier-Jeans torsdag på kirkens podium under det, der kaldes en demonstration.
Kirken var fyldt. De fleste fremmødte var unge. Men udenfor i mørket stod mindst lige så mange, der var irriterede over, at de ikke var mødt frem de to timer i forvejen, der havde vist sig nødvendig for at høre til de 125, der blev lukket ind.
Dagen efter arrangerede det engelske medie en såkaldte cirkel i kirken for seks inviterede, Deres udsendte inklusive. Og den ganske lørdag havde 30 healere og andre med ikke almindeligt anerkendte evner sat Marion Dam-pier-Jeans stævne på kirkens førstesal for i en workshop at lære mere.
Hvis vi skal forsøge at komme tættere på Marion Dampier-Jeans og hen-des spirituelle univers, skal det nok indledningsvis være under denne work-shop, hvor hun tordnede mod de fremmødte:
"Det værste i den spiritistiske verden er al den svindel og al den slåen plat på godtroende mennesker. Og det er lige før jeg synes, at de mest skyldige ikke er de rene svindlere og bedragere, som man jo dog normalt let kan se, hvad er. Nej, de værste er de mennesker, der virkelig er blevet begavet med særlige evner, men som ikke har lyst, eller bare ikke gider, at dygtig-gøre sig, men som alligevel slår sig ned som åndelig vejledere og guider for andre, på så løst et grundlag, at det er forskrækkeligt!"
Så der står hun altså efter eget udsagn, den store blonde, engelske dame med dansk blod i årerne: I en verden hvor nogle mennesker søger til for at få kontakt med ånder efter afdøde, men hvor den almindeligste kontakt desværre bliver med jordnære hel- og halvsvindlere.
Hvad siger hun uddybende om den megen svindel i dette åndelige super-markeds-udsalg, som lige nu synes at have vind i sejlene?
Marion Dampier-Jeans:
"Jeg har den største respekt for den danske professor, dr. med. Preben Plum. For nok var det ham, der for snart mange år siden afslørede et falsk medie i Danmark, men det er på samme tid ham, som lige siden i skrift og tale blandt andet i sin bog "Mystik, Mirakler og Videnskab" igen og igen har slået til lyd for at videnskaben må ind over, hvis vi skal kunne diskutere dis-se fænomener seriøst. Hvad han underforstået mener ikke er tilfældet i øjeblikket i Danmark."
"I England er jeg til stadighed med i en lang række videnskabelige under-søgelser, hvor forskellige universiteter sætter sig for at søge dybere ind i den åndelige verden. Og sådan noget deltager jeg i med glæde."
"I forlængelse af det vil jeg gerne sige, at det samme gør alle seriøse me-dier. Jeg kan ganske enkelte ikke udstå et falsk medie. Og vi i den spiri-tistiske kirke i England vil afslører de falske medier overalt, hvor vi støder på dem. Også af den grund, at vi under ingen omstændigheder ønsker at blive sammenkædet med dem. Af hvilken årsag de seriøse medier i Eng-land også i dag har lavet en fagforening. Bl.a. for at holde orden i egne rækker."
Marion Dampier-Jeans minder om, at kontakt med åndeverdenen har eksi-steret op gennem alle tider og i alle kulturlag.
En af de store spiritistiske skikkelser i Europa var franskmanden Allan Kardec, der i 1861 udsendte sin 500 siders bog: Mediernes Bog, hvor han forsøger at vejlede medier ind i den sande medie-lære.
Siden synes spiritismen at være gået ind og ud af mode. Og indtil for bare et halvt hundrede år siden blev spiritister i England forfulgt og smidt i fæng-sel.
Marion Dampier-Jeans:
"Men til sidst var det helt paradoksalt. For de samme politikere, der band-lyste spiritismen officielt, søgte selv råd og vejledning fra den åndelige ver-den gennem medier."
"Der er nok grund til at minde om her i Danmark, at den spiritistiske kirke anerkender alle religioner. Og der hvor vi i alt væsentligt adskiller os fra kristendommen er, at vi tager mod hjælp fra åndernes verden, når vi er samlede. Hvis det vel at mærke er det, vi er samlet for."
Det var det denne torsdag aften i Århus, hvor brandmyndighederne havde sat grænsen for, hvor mange der måtte lukkes ind.
Marion Dampier-Jeans sad i en stol på podiet lidt hævet over forsamlingen. Forinden havde hun efter egen forklaring åbnet sig over for kontakt fra ån-der efter afdøde, der havde bekendte eller slægtninge i rummet her.
Når det engelske medie sagde, at hun havde en ånd igennem som hun nu ville videregive information fra og om, ramte hun flere gange forkert. Eller i alt fald var der ingen i rummet der meldte tilbage. Men det, man bagefter husker tydeligst, var naturligvis de gange, hvor Marion Dampier-Jeans kunne fortælle løst og fast om afdøde pårørende til mennesker i salen, som hun angiveligt ikke kendte på forhånd. Og ikke mindre interessant var det imens at studere de pågældendes ansigter.
"Somme tider lykkes det at formidle kontakten. Somme tider lykkes det overhovedet ikke. Du ved det aldrig på forhånd. Der kan ikke i den spiri-tistiske verden gives garantier for noget som helst i den retning, og de, der påstår det modsatte, er bedragere eller slet og ret dumme mennesker, der ingen evner har og ikke har sat sig ordentligt ind i tingene."
Fredag aften var deres udsatte medarbejder med i en såkaldt cirkel, hvor syv personer sad i kreds i et lokale, hvor der ikke var tændt lys, men dog lyst nok til, at man alligevel kunne se, hvad der foregik.
Hvis der ellers havde forgået andet, end at cirklens deltagere på skift kunne berette om pludseligt skiftende legemstemperatur og en tilbagevendende følelse af at få sænket et tyndt net ned over sig. Hvilket man vel her for en ordens skyld skal forklare, at man sagtens kunne se ikke skete sådan fysisk i alt fald.
"Men hvis man er medlem af en sådan cirkel, så kommer man uge efter uge efter uge, og så pludselig en dag er der kontakt. Og denne kontakt kan være af den mest fysiske form, man kan forestille sig," forklarer Marion Dampier-Jeans.
"Jeg betragter mig som et menneske der har fået skænket en ganske sær-lig gave - en evne. Men jeg opfatter det ikke sådan, at min opgave derefter er at hjælpe mennesker med at komme igennem til den anden verden. Tvært imod. Min opgave er at hjælpe ånder igennem til vores verden."
"Og som videnskaben nu også er ved at sige, at sådan er det nok, eller at sådan er det muligvis, så ved vi spiritistiske medier, at der er tale om man-ge samtidige verdener: Mange samtidige universer."
"At være medie er at bruge sig selv som et talerør, hvor de forskellige ver-deners svingningstal lige netop kan nå hinanden. Mere mystisk eller under-ligt er det ikke. Og lad under alle omstændigheder være med at kalde det unaturligt, for det er det altså ikke."
"Vi lever nu i et årtusinde, hvor vi må holde op med at kalde alt, hvad vi ikke kan forstå, for unaturligt."
"Når alt kommer til alt, er det jo utroligt lidt vi forstår. Hvilket bestemt også gælder mig. Jeg lærer hver eneste dag, og sådan håber jeg meget, at det fortsætter."
Udenfor spiritistkirken i Århus stod der torsdag aften nogle unge og græd, fordi de ikke kunne komme ind. Men der var også andre, der var rasende.
Alene ordet spiritisme er igen på vej til også her i landet at kunne få de stærke følelser frem i folk.

Marion Dampier-Jeans: Præst og medie i den i England statsaner-kendte spiritistkirke.
(Foto: Poul Blak)
(Trykt første gang i Morgenavisen Jyllands-Posten 18.11. 2001)
Marion Dampier-Jeans er præst i den statsanerkendte engelske spiritistkirke, og som sådan tillige et af Londons kendteste me-dier. For kort tid siden dukkede hun op i TV2s-udsendelsesrække Åndernes Magt og efterlod de fleste seere måbende. Hun har netop været på besøg i Danmark, hvor hun er født. Vi hægtede os på den kendte spiritist tre dage i november.
Af POUL BLAK