De fleste århusianere kender den lille kirke, der ligger så sært klemt inde ved siden af den smalle passage Posthussmøgen mellem Strøget og Fre-dens Torv.

Det vil sige: Kender og kender! (?)

Man kender bygningen - sådan set udefra. Og ved måske oven i købet, at der er tale om en i alt fald tidligere spiritistkirke.

"Det er sådan noget med nogen, der taler med ånder", gyser eller griner man. Og haster hjem for at se endnu en udsendelse i serien "Åndernes magt" på TV2 eller TV2 Zulu.

Hvorefter man - igen efter behag - kan slå en hjertelig latter op over al vrøv-let eller måske modsat erkende, at: "Der er nu altså mere mellem himmel og jord!"

Men for nogle er der ikke tale om noget hverken mystiskt eller overnaturligt. For dem er spiritisme en hverdagens virkelighed.

Og sådan er det bl.a. for lokalitetens medie, der på samme tid er formand for Foreningen Lysets bestyrelse. Hun hedder Bettina Therkildsen.

Hende vender vi tilbage til om lidt.

Først skal vi nemlig lige have styr på den underlige - og måske for nogle at se også lidt mystiske - bygning med det specielle tårn.

Selve bygningen - men ikke tårnet - er fra 1894.

Dengang havde en religiøs vækkelsesbevægelse, der kaldte sig metodist-erne, og som kom fra England, netop erklæret sig selv for en ny kirke.

Men i Århus manglede metodismen en bygning til de kirkelige handlinger. Hvilket førte til opførelsen af kirken her på adressen Posthussmøgen nr. 11c.

Da man gerne ville have ekstraindtægter til kirkearbejdet blev det lavet sådan, at en stakit-smed allerede fra starten indrettede sit smedie-værk-sted i kirkens kælderetage, der i forhold til den bagvedliggende Fiskergade er i gadeplan.

Værkstedet specialiserede sig i kirkegårds-stakitter og smedje-jerns-låger og ovenpå blev kristendommen så af de levende sat ind i nogle nye meto-diske rammer.

Da metodisterne i 1912 søgte nye rammer for deres kirke, begyndte man at leje bygningen ud til forskelligt. Nogle af de nye lejere var spiritister.

En af disse, Chresten Thomsen, stiftede 19. maj 1913 den spiritistiske me-nighed i Århus, der fra 1916 blev faste lejere af kirken. Og siden 1919 har ejet den. Samme år byggede man tårnet.

Chresten Thomsen var formand for menighed og kirke frem til sin død i 1942. Senere - i 1975 - blev Chresten Thomsens nevø, Birger Thomsen, formand. Og i 1996 overtog hans datter, Bettina Therkildsen formandska-bet.

Men mens hverken Chresten eller Birger Thomsen selv havde haft særlige evner i forhold til det åndelige, slog evnen til at virke som medie afgørende igennem hos Bettina Therkildsen.

Hun skulle dog først lige igennem en turbulent ungdom.

Den 39-årige Bettina Therkildsen fortæller:

"Jeg var som helt ung vild og vred og i opposition til hvad det skulle være. På den ene side havde jeg et rart og nært forhold til naturen på en måde, som, jeg senere fandt ud af, ikke er normalt."

"Jeg havde flere meget stærke oplevelser af at være i pagt med naturen. Men i mit liv i øvrigt blev jeg ved med at løbe panden mod muren. Og det på en måde at smerten fra tid til anden blev uudholdelig."

"Det var på et sådant tidspunkt, at jeg et par gange lagde vejen forbi kirken - vel mest for at søge lindring. Far og mor var med i menigheden. Hvad angår min mor kom hun med efter at være blevet kæreste med min far. Og hun gik kun ind i det med det ene formål, at hun skulle nok én gang for alle bevise, at der var tale om svindel og bedrag. Men da hun måtte opgive det, blev hun så i stedet hængende."

"En aften blev jeg under et møde kontaktet af kirkens daværende arbejden-de medie, Ragna Pedersen, der sagde, at der lå en opgave som medie og ventede på mig, hvis jeg selv ønskede det. Men det viste sig, at der skulle gå mere end en halv snes år, før jeg gik ind i den udvikling, der førte frem til, at jeg i dag er medie."

Bettina Therkildsen minder om, at det at tale med ånder har været kendt gennem så at sige alle gamle kulturer fra indianere, over eskimoer til afrika-nere og polynesere. Men i takt med at det hvide herrefolk fik forklaret alle disse oprindelige naturfolk, at de tog fejl i hvad som helst, ja så røg ånde-begrebet med på møddingen i Europa. Helligånden fraregnet.

"Men nu eksisterer ånderne efter afdøde jo uanset, om man tror på dem eller ej. Og uanset hvad skiftende religiøse mode-retninger anbefaler at tro", siger Bettina Therkildsen.

Da hun overtog formandskabet i 1996 valgte hun at omdøde spiritistkirken til Lyset Hus og lade den lede af en Foreningen Lysets bestyrelse. Lysets Hus er således i dag ikke længere en egentlig kirke, men et fristed for spiri-tuel udfoldelse - med eller uden et religiøst tilhørshold.

"Det er mig helt uforståeligt, hvorfor spiritismen ikke kunne blive en stats-anerkendt kirkeretning i et land som Danmark, der ellers bryster sig af reli-gionsfrihed. Og hvor de politiske partier i dag på det nærmeste konkurrerer om at vise mest mulig åbenhed i forhold til en næsten hvilken som helst an-derledes religion."

"Men jeg tog konsekvensen og nu hedder bygningen her Lysets Hus. Men har folk lyst til stadig at kalde den spiritistkirken så for mig ingen alarm."

I det trykte halvårsprogram for Lysets Hus kan man se, at der inden for døren er gang i mange forskelligartede spirituelle aktiviteter, og at de store arrangementer hovedsagelig foregår på onsdage.

I programmet finder man også, hvad man måske kunne kalde en hensigts-erklæring. Heri hedder det i alt fald:

"Lyset er en spirituel forening, hvis formål er at hjælpe mennesker til ud-vikling og indsigt. Gennem foredrag, udviklingsgrupper, inspireret tale og klarsyn m. m. ønsker vi at give mennesker en positiv livsindstilling at leve og dø på."

Men hvad laver Bettina Therkildsen egentlig, når hun ikke lige er medie eller formand?

"Jeg har et ganske almindeligt job som kontor- og lagerarbejder. Og det lægger jeg stor vægt på at blive ved med at have. For hvis du som medie helt giver slip på hverdagslivet omkring dig og den almindelige omgang med andre mennesker, så bliver du til sidst helt uforståelig for andre."

Og hvad laver du som medie?

"Jeg kanaliserer budskaber fra den åndelige verden."

Kanaliserer budskaber fra hvem?

"Det kan være fra afdøde slægtninge. Eller det kan være fra andre åndelige vejledere. Det har man ikke altid styr på, før man kommer i gang. At være medie er jo ikke at sidde med en mobiltelefon til det åndelige i hånden. Dem der påstår det - endsige påstår, at de kan det - vil jeg helst ikke sam-menlignes med."

Hvorfor inviterede du det engelske medie Marion Dampier-Jeans (som Jyllands-Posten bragte et interview med for nyligt. Red.) til Århus?

"For at give århusianerne en chance for at møde hende. Og for selv at lære mere. I forhold til hende har vi alle stadigt meget at lære."