PS:
Den indiske filosof Jiddu Krishnamurti (1895 - 1986) fortæller i bogen
"The First And Last Freedom" (på dansk: "Den eneste Frihed")
bl.a. om sit forhold til begre-ber som viden og religiøsitet:
"Vore problemer - i samfundet, i miljøet, vore politiske og sociale problemer - er så komplicerede, at vi kun kan løse dem gennem vor enkelhed, ikke ved at blive overmåde lærde og kløgtige.
Vore sind er så fyldt af en uendelig viden om ting, om hvad andre har sagt, at vi selv har mistet evnen til at være enkle og opleve direkte.
Disse problemer kræver, at man ser dem fra en ny synsvinkel, og det er kun muligt, såfremt vi er enkle, virkelig enkle, indadtil.
Den enkelhed kan kun opstå ved selvkendskab, ved at vi forstår os selv, den måde hvorpå vi tænker og føler, vore tankers bevægelser og vore reaktioner. Forstår hvordan vi, på grund af frygt, tilpasser os den offentlige mening og indretter os efter hvad andre siger, hvad Buddha, Kristus og de store hellige mænd har sagt.
Hvilket alt sammen viser, hvor tilbøjelige vi er til at lade os ensrette, fordi vi gerne vil være trygge.
Når man søger tryghed befinder man sig ganske givet i en tilstand af frygt, og når der er frygt, er der ingen enkelhed.
Uden enkelhed ingen følsomhed - over for træerne, fuglene, bjergene, blæsten, overfor alle de ting, som foregår i verden omkring os.
Hvis man ikke er enkel, kan man ikke være følsom over for de vink, som kommer fra tingenes indre."
_ _ _
I et forord til samme bog skriver den engelske forfatter Aldous Huxley:
"Organiseret gruppetænkning er blot og bar kopiering. Klarhed fremkommer ikke som et resultat af ordkonstruktioner, men ved intens opmærksomhed på selvet og den rigtige tænkemåde.
Den rette tanke kommer med selvkendskab. Med mindre du forstår dig selv, er der ingen grundlag for tanken. Med mindre du kender dig selv, er det, du tænker, ikke sandt.
Der er håb i menneskene. Ikke i samfundet, ikke i systemer, i organiserede reli-giøse systemer, men i dig og mig."
Af hvilke to citater her jeg håber, at det fremgår, at jeg ikke vil have læsere af "Løft låget - og tænk livet om" til at tænke som jeg.
Men til at tænke selv. Og samtidig føle sig frem med den enkelte sjæls inderste formåen.
Men for god ordens skyld:
J e g mener, at det er værd at notere sig, at videnskaben stadig intet fornuftigt har sagt om vor fysiske virkeligheds og vor hele eksistens egentlige, grundliggen-de beskaffenhed.
Og værd at registrere, at diverse religioner stort set intet andet har bidraget med gennem tiderne end at adskille mennesker og skabe intolerance og aggression.
Nok så megen videnskab kan ikke lave guld.
Nok så megen religion kan ikke lave Gud.
Videnskab og religion er erkendelsens alkymi.
Alt og alle her er sammenstuvede rumrejsende på en planet i verdensaltet.
Intet kommer af intet - intet skaber sig selv. Derfor må vi i en eller anden for-stand være en lille del undervejs i en større, overordnet (og derfor for os gud-dommelig) plan. Eller vi må, som et minimum, være et guddommeligt tilfælde. Om sådanne eksisterer.
Men ingen kult, videnskabelig loge, selvtilstrækkelig religion eller andre former for autoritær sammenrotning bringer os nærmere et vindue, igennem hvilket den gud-dommelige plan bliver åbenbar.
Det gør kun fragmentarisk den enkeltes ydmyge, åbne, mentale lydhørhed over for det oplevede, det sansede, det guddommelige - undervejs på turen.
Turen som måske for den enkelte ender for enden af planet-tilværelsens korte livs-bane. Eller som måske på det tidspunkt blot skifter radikal karakter.
Du kan forestille dig det værste på rejsen - og efter den.
Eller du kan forestille dig det mest vidunderlige.
Og måske er det faktisk af helt afgørende betydning, h v a d du forestiller dig?
Måske er livet lige præcist, hvad vi forestiller os, at det er?
Måske er livet i enhver forstand just det: En forestilling!
Skidt sker i alt fald, når man mmm e s t mmventer det.
Og det forholder sig helt på samme måde med mirakler.
"Vore problemer - i samfundet, i miljøet, vore politiske og sociale problemer - er så komplicerede, at vi kun kan løse dem gennem vor enkelhed, ikke ved at blive overmåde lærde og kløgtige.
Vore sind er så fyldt af en uendelig viden om ting, om hvad andre har sagt, at vi selv har mistet evnen til at være enkle og opleve direkte.
Disse problemer kræver, at man ser dem fra en ny synsvinkel, og det er kun muligt, såfremt vi er enkle, virkelig enkle, indadtil.
Den enkelhed kan kun opstå ved selvkendskab, ved at vi forstår os selv, den måde hvorpå vi tænker og føler, vore tankers bevægelser og vore reaktioner. Forstår hvordan vi, på grund af frygt, tilpasser os den offentlige mening og indretter os efter hvad andre siger, hvad Buddha, Kristus og de store hellige mænd har sagt.
Hvilket alt sammen viser, hvor tilbøjelige vi er til at lade os ensrette, fordi vi gerne vil være trygge.
Når man søger tryghed befinder man sig ganske givet i en tilstand af frygt, og når der er frygt, er der ingen enkelhed.
Uden enkelhed ingen følsomhed - over for træerne, fuglene, bjergene, blæsten, overfor alle de ting, som foregår i verden omkring os.
Hvis man ikke er enkel, kan man ikke være følsom over for de vink, som kommer fra tingenes indre."
_ _ _
I et forord til samme bog skriver den engelske forfatter Aldous Huxley:
"Organiseret gruppetænkning er blot og bar kopiering. Klarhed fremkommer ikke som et resultat af ordkonstruktioner, men ved intens opmærksomhed på selvet og den rigtige tænkemåde.
Den rette tanke kommer med selvkendskab. Med mindre du forstår dig selv, er der ingen grundlag for tanken. Med mindre du kender dig selv, er det, du tænker, ikke sandt.
Der er håb i menneskene. Ikke i samfundet, ikke i systemer, i organiserede reli-giøse systemer, men i dig og mig."
Af hvilke to citater her jeg håber, at det fremgår, at jeg ikke vil have læsere af "Løft låget - og tænk livet om" til at tænke som jeg.
Men til at tænke selv. Og samtidig føle sig frem med den enkelte sjæls inderste formåen.
Men for god ordens skyld:
J e g mener, at det er værd at notere sig, at videnskaben stadig intet fornuftigt har sagt om vor fysiske virkeligheds og vor hele eksistens egentlige, grundliggen-de beskaffenhed.
Og værd at registrere, at diverse religioner stort set intet andet har bidraget med gennem tiderne end at adskille mennesker og skabe intolerance og aggression.
Nok så megen videnskab kan ikke lave guld.
Nok så megen religion kan ikke lave Gud.
Videnskab og religion er erkendelsens alkymi.
Alt og alle her er sammenstuvede rumrejsende på en planet i verdensaltet.
Intet kommer af intet - intet skaber sig selv. Derfor må vi i en eller anden for-stand være en lille del undervejs i en større, overordnet (og derfor for os gud-dommelig) plan. Eller vi må, som et minimum, være et guddommeligt tilfælde. Om sådanne eksisterer.
Men ingen kult, videnskabelig loge, selvtilstrækkelig religion eller andre former for autoritær sammenrotning bringer os nærmere et vindue, igennem hvilket den gud-dommelige plan bliver åbenbar.
Det gør kun fragmentarisk den enkeltes ydmyge, åbne, mentale lydhørhed over for det oplevede, det sansede, det guddommelige - undervejs på turen.
Turen som måske for den enkelte ender for enden af planet-tilværelsens korte livs-bane. Eller som måske på det tidspunkt blot skifter radikal karakter.
Du kan forestille dig det værste på rejsen - og efter den.
Eller du kan forestille dig det mest vidunderlige.
Og måske er det faktisk af helt afgørende betydning, h v a d du forestiller dig?
Måske er livet lige præcist, hvad vi forestiller os, at det er?
Måske er livet i enhver forstand just det: En forestilling!
Skidt sker i alt fald, når man mmm e s t mmventer det.
Og det forholder sig helt på samme måde med mirakler.
Hvordan kan det mon være, at så mange åbenbart har behov for
at udpege sig eet helt rigtigt - og tilstrækkeligt - politisk parti?
Og een helt rigtig - og tilstrækkelig - religion?
Kan det mon være fordi, at skræmmende mange mennesker har forfærdelig travlt med at signalere rundt til omgivelserne:
Vi er normale!!!!!
For Guds skyld: Vi er ligesom jer!!!!
Vi har giftet os!!!!
Vi går i kirke!!!!
Vi stemmer på "det rigtige" parti!!!
Vi er overhovedet ikke en trussel mod almindeligheden eller normaliteten!!!!
(Selvom sandheden er, at det statistiske begreb normalitet fremkommer som et resultat af, at u-normaliteterne divideres med deres eget antal)
Hvis ens politiske begrebsverden alene er indholdet i et enkelt partiprogram, forekommer det at være lige så betænkeligt, som hvis ens religiøse begrebsverden er identisk med indholdet i en enkelt religiøs bog.
Det er jo dog de politiske principper, der på det jordiske plan er afgørende.
Ligesom det er det guddommelige som princip, der knytter os til alt det, som videnskaben ikke har noget svar på.
For dem, der, på den ene eller anden måde, har tilbagevendende kontakt til det guddommelige, er der således ikke tale om "en tro" men om en overordentlig stimulerende virkelighed. Og dermed om en flig af sandheden.
Videnskabelige sandheder er både praktisk brugbare og meget spændende. Men ingen mener vel dog, at videnskab er den eneste form for sandhed, der findes (?)
Og guddommelige tildragelser iblandt os taber naturligvis ikke det mindste i værdi, fordi videnskaben ikke vil vides af dem.
Så altså:
Tør vi tro på det guddommelige?
Og tør vi tænke over, hvad, det er, vi tror?
Og tør vi så derefter række ud og føle efter på den anden side af vor fatteevne?
Gennem de seneste års arbejde med bogen "Løft låget - og tænk livet om" er jeg blevet mødt af en lang række mennesker, der fra start lige ville fortælle mig, at "jeg er troende" eller "sådan noget tror jeg altså ikke på".
Og noget kunne tyde på, at uanset hvor vi sætter rammerne omkring forståelsen af (eller indsigten i) den metafysiske verden - uanset om vi taler religioner eller hvad andet man sådan kan gå rundt og tro på - ja så er det for mange helt afgørende med det samme at erklære, hvad de tror - og hvad de ikke tror.
Des mere jeg har hørt på dette "tror" - "tror ikke", des mere overbevist er jeg blevet om, at nok kan udsagnet "tror" - "tror ikke" fremsættes som en form for netto-signal, men i sig selv er det jo dybt meningsløst, hvis ikke det følges op af noget andet og mere, som er udtryk for personens egen tankevirksomhed.
I modsat fald er "tro" jo lige så meningsløst som det er at være socialdemokrat med begrundelsen "for det var min afdøde mand".
Hvis du er troende, så sæt dig ind i baggrunden for det, du tror på. Og hvis vi skal tage et eksempel, så er det ikke nok at have læst i Bibelen for derefter at erklære sig kristen.
At være ligeglad med Bibelens baggrund, svarer til at se en påstået dokumentarisk film uden at interessere sig for, hvem der har lavet den. Eller baggrunden for at den blev lavet - hvornår. Og endvidere at regne det for aldeles ligegyldigt, hvem der efterfølgende har været inde og klippe og censurere i den oprindelige udgave.
Der er intet guddommeligt ved Bibelen. Bibelen er et menneskeskabt og adskillige gange censureret kampskrift. Og for at det kan have nogen som helst mening at "tro" på indholdet i dette kampskrift, ja så må man jo sætte sig ind i hvordan dette skrift er blevet til. Hvem der har skrevet det. Og hvornår. Og hvem der siden udvalgte, hvad der skulle medtages i Bibelen - og hvad ikke. Og hvorfor.
Den skole, der kun lærer børn og unge, hvad der står i Bibelen - og ikke lærer dem om hvordan Bibelen blev til, lærer ikke børnene at tænke selv, men lærer dem tvært imod hvad de skal tænke.
Sådan noget fortjener ikke at blive kaldt skole-lærdom.
Det hedder i stedet indoktrinering og fanatisme. Og ud af de begreber vokser måske den våbenraslende fundamentalisme.
Hvad har dine børn lært i skolen i dag?
Og er det en gyldig undskyldning, at det dog skete i den bedste mening?
Hvis mening?
Det guddommelige er så langt større end sæsoners stjerne for en aften.
Måske er tiden inde til at begynde at lære de nye generationer at tænke selv - i stedet for at lære dem at regne den ud - at holde med de rigtige - at være blandt dem det kan betale sig at blande sig med.
Måske var det rimeligt igen at begynde at lære unge (og nogle ældre med?) om kontakten med det åndelige. Om det guddommelige. Om mirakler!
Ligesom tiden nok er ved at være inde til at afskaffe tabuerne omkring alt det utrolige, som de fleste oplever fra tid til anden, men som kun meget få taler om.
Det har jeg skrevet en bog om.
En bog som du her kan snuse nærmere til.
Med venlig hilsen
Og een helt rigtig - og tilstrækkelig - religion?
Kan det mon være fordi, at skræmmende mange mennesker har forfærdelig travlt med at signalere rundt til omgivelserne:
Vi er normale!!!!!
For Guds skyld: Vi er ligesom jer!!!!
Vi har giftet os!!!!
Vi går i kirke!!!!
Vi stemmer på "det rigtige" parti!!!
Vi er overhovedet ikke en trussel mod almindeligheden eller normaliteten!!!!
(Selvom sandheden er, at det statistiske begreb normalitet fremkommer som et resultat af, at u-normaliteterne divideres med deres eget antal)
Hvis ens politiske begrebsverden alene er indholdet i et enkelt partiprogram, forekommer det at være lige så betænkeligt, som hvis ens religiøse begrebsverden er identisk med indholdet i en enkelt religiøs bog.
Det er jo dog de politiske principper, der på det jordiske plan er afgørende.
Ligesom det er det guddommelige som princip, der knytter os til alt det, som videnskaben ikke har noget svar på.
For dem, der, på den ene eller anden måde, har tilbagevendende kontakt til det guddommelige, er der således ikke tale om "en tro" men om en overordentlig stimulerende virkelighed. Og dermed om en flig af sandheden.
Videnskabelige sandheder er både praktisk brugbare og meget spændende. Men ingen mener vel dog, at videnskab er den eneste form for sandhed, der findes (?)
Og guddommelige tildragelser iblandt os taber naturligvis ikke det mindste i værdi, fordi videnskaben ikke vil vides af dem.
Så altså:
Tør vi tro på det guddommelige?
Og tør vi tænke over, hvad, det er, vi tror?
Og tør vi så derefter række ud og føle efter på den anden side af vor fatteevne?
Gennem de seneste års arbejde med bogen "Løft låget - og tænk livet om" er jeg blevet mødt af en lang række mennesker, der fra start lige ville fortælle mig, at "jeg er troende" eller "sådan noget tror jeg altså ikke på".
Og noget kunne tyde på, at uanset hvor vi sætter rammerne omkring forståelsen af (eller indsigten i) den metafysiske verden - uanset om vi taler religioner eller hvad andet man sådan kan gå rundt og tro på - ja så er det for mange helt afgørende med det samme at erklære, hvad de tror - og hvad de ikke tror.
Des mere jeg har hørt på dette "tror" - "tror ikke", des mere overbevist er jeg blevet om, at nok kan udsagnet "tror" - "tror ikke" fremsættes som en form for netto-signal, men i sig selv er det jo dybt meningsløst, hvis ikke det følges op af noget andet og mere, som er udtryk for personens egen tankevirksomhed.
I modsat fald er "tro" jo lige så meningsløst som det er at være socialdemokrat med begrundelsen "for det var min afdøde mand".
Hvis du er troende, så sæt dig ind i baggrunden for det, du tror på. Og hvis vi skal tage et eksempel, så er det ikke nok at have læst i Bibelen for derefter at erklære sig kristen.
At være ligeglad med Bibelens baggrund, svarer til at se en påstået dokumentarisk film uden at interessere sig for, hvem der har lavet den. Eller baggrunden for at den blev lavet - hvornår. Og endvidere at regne det for aldeles ligegyldigt, hvem der efterfølgende har været inde og klippe og censurere i den oprindelige udgave.
Der er intet guddommeligt ved Bibelen. Bibelen er et menneskeskabt og adskillige gange censureret kampskrift. Og for at det kan have nogen som helst mening at "tro" på indholdet i dette kampskrift, ja så må man jo sætte sig ind i hvordan dette skrift er blevet til. Hvem der har skrevet det. Og hvornår. Og hvem der siden udvalgte, hvad der skulle medtages i Bibelen - og hvad ikke. Og hvorfor.
Den skole, der kun lærer børn og unge, hvad der står i Bibelen - og ikke lærer dem om hvordan Bibelen blev til, lærer ikke børnene at tænke selv, men lærer dem tvært imod hvad de skal tænke.
Sådan noget fortjener ikke at blive kaldt skole-lærdom.
Det hedder i stedet indoktrinering og fanatisme. Og ud af de begreber vokser måske den våbenraslende fundamentalisme.
Hvad har dine børn lært i skolen i dag?
Og er det en gyldig undskyldning, at det dog skete i den bedste mening?
Hvis mening?
Det guddommelige er så langt større end sæsoners stjerne for en aften.
Måske er tiden inde til at begynde at lære de nye generationer at tænke selv - i stedet for at lære dem at regne den ud - at holde med de rigtige - at være blandt dem det kan betale sig at blande sig med.
Måske var det rimeligt igen at begynde at lære unge (og nogle ældre med?) om kontakten med det åndelige. Om det guddommelige. Om mirakler!
Ligesom tiden nok er ved at være inde til at afskaffe tabuerne omkring alt det utrolige, som de fleste oplever fra tid til anden, men som kun meget få taler om.
Det har jeg skrevet en bog om.
En bog som du her kan snuse nærmere til.
Med venlig hilsen
(Yann
Martel i sin roman "Life of Pi" fra 2001)
(Martin
Brygmann i sangen "Brug dit hjerte"
fra filmen "Hannibal & Jerry" 1997)
fra filmen "Hannibal & Jerry" 1997)
Brug
dit hjerte som telefon - hvis du virkelig vil tale med no'en.
Gennem
tusind verdener venter vægtløs kærlighed.
(Kronprins
Frederik i sin tale til bruden 14.5.04)
(Lånt fra Lars Hugs sang "Mon de kan reparere dig" fra 1987)
(Lånt fra Lars Hugs sang "Mon de kan reparere dig" fra 1987)
Nu
vil jeg gøre miraklet til rutine.
Det fantastiske vil finde sted hver
eneste dag.
Det fantastiske vil finde sted hver
eneste dag.
Hvis der nu var meget mer
end det øjnene ser.
Hvis vi kunne fatte det
før det ikke er der mer.
end det øjnene ser.
Hvis vi kunne fatte det
før det ikke er der mer.
(Shu-bi-dua
i "Den røde tråd" fra 1978)
Tør vi tro - og tør vi tænke?
There's
a starman waiting in the sky
he'd like to come and meet us
but he thinks he'd blow our minds.
he'd like to come and meet us
but he thinks he'd blow our minds.
(David
Bowie i sangen "Starman" fra 1972)
(Fra
filmen, der er ved at blive lavet om "Løft låget - og
tænk livet om".)
tænk livet om".)
Hvad mon der sker, når man skal bort,
når livets skjorte bli'r for kort?
Hvor mon den er den røde tråd,
man må for fa'n da bli' til no'ed
når livets skjorte bli'r for kort?
Hvor mon den er den røde tråd,
man må for fa'n da bli' til no'ed
(Kim Larsen i "Tante Olgas Briller" fra 1998)