Hvis en anmeldelse skal kunne give læseren mulighed for at bedømme bogens emne, indhold og holdning - og tage stilling til om han/hun vil bruge tid på at læse den, må man i det mindste kræve, at anmelderen i sin fremstilling er saglig og neutral og loyal over for forfatterens hensigt med bogen.
Noget sådan er ikke tilfældet med Hans Hauges anmeldelse af Poul Blaks bog: Løft låget - og tænk livet om, udkommet på Bogans Forlag 1. oktober 2003, men først anmeldt i JP 11. jan. 2004 - måske fordi anmelderen har måttet kæmpe en forgæves kamp med låget, der er rustet fast af indgroet fordomme. Resultatet er i hvert fald anmelder-sjusk.

Hans Hauge starter sin anmeldelse med at konstatere, at journalisten Poul Blak under indflydelse af en forelskelse har skrevet en såkaldt klassisk bekendelseshistorie, "der består af 33 afsnit, der følger hin-anden tilsyneladende uden nogen plan".
- Så er tonen lagt. Bogen er ulidelig uinteressant. Anmelderen vil ikke engang ulejlige sig med at forstå bogens opbygning. Der må da virke-lig være et godt kollegialt miljø, der ude på JP!
Men lad os lige se, hvad Poul Blak selv siger om sit projekt.
Udover titlen: Løft låget - og tænk livet om, står der på bogomslaget et citat af Albert Einstein: "Den såkaldte sunde fornuft er intet andet end en ophobning af fordomme" - et citat, der ligesom titlen ikke ligefrem lægger op til, at der skulle være tale om en banal bekendelseshistorie.
Selv skriver Blak i forordet: "Med afsæt i egne oplevelser og erfaringer i almindelighed og lænende mig op ad, hvad andre har fortalt og skre-vet i særdeleshed, håber jeg med denne bog at være med til at gøre tilværelsen sur for de fordomsfulde. Og forhåbentlig mere meningsfuld og spændende for alle andre. Formålet er at orientere - og sætte tan-ker i gang." Og surt må det være blevet for Hauge.
Skønt bogen rummer personlige erfaringer, er det en klar forvrængning og bortledelse fra sagen at kalde bogen en klassisk bekendelseshisto-rie. Ikke så mærkeligt at Hauge ikke kan få fat på planen. Det ønsker han ikke, for så skal han jo også tage stilling til bogens indhold og der-med sine egne fordomme.
Hauge undlader derfor at fortælle læseren, hvad bogen egentlig handler om. Han nøjes med at nedgøre forfatteren som et forelsket fjols uden sans for filosofi og sprog.
Hylende morsomt er det dog, at Hauge selv begår fatale brølere både udi i det filosofiske og i det sproglige. Han skriver: "Gnostiker betyder, at verden er delt i to, og at vi skal forløses fra denne verden; metafysik betyder, at den virkelige verden er den åndelige". Sådan noget vrøvl. Gnostiker kommer af det græske gnosis, der betyder erkendelse og viden. Gnostiker betyder således bare tilhænger af gnosticismen, som man endnu ikke ved så forfærdelig meget om. Metafysik kommer af det græske ta meta ta physica og kendes fra ca. 300 år f. Kr. Begrebet er traditionelt blevet brugt i betydningen: læren om det absolutte. Senere er begrebet blevet mere eller mindre synonymt med ontologi, der be-tyder: læren om det værendes væren. - Jeg håber sandelig ikke, at Hr. Hauge fylder studenterne med lige så meget dårskab, som han udsæt-ter JP's læsere for.

Det Hauge tilslører er, at Poul Blak faktisk har skrevet en meget modig, ærlig og aktuel debatbog, hvori han tager alvorligt livtag med den mate-rialistiske rationalismes flove snæversyn og arrogante bedreviden. En holdning, der ikke længere er videnskabeligt belæg for at fastholde - hvis der overhovedet nogensinde har været det. I sit udspring har der nok snarere været tale om rent magtpolitiske interesser, der i dag med Janteloven har formået at udhule mange menneskers selvopfattelse så meget, at frygten for at blive sat uden for det gode selskab er blevet større end trangen til at kende tilværelsens virkelige vilkår.
Hans Hauges anmeldelse er et godt eksempel herpå. Anmeldelsen kalder han: Spiritisme: Når man har set lyset. At det er spottende ment, kan man ikke være i tvivl om, når man har læst den.
Hauges ærinde er at slå sig til ridder på Blaks bekostning og få det gode borgerskab til at fnise af Blaks vantro. Ingen skal tro, at det er ham, Hans Hauge, der har set lyset. - Og dog, han mener jo at vide bedre end Blak.
Lyset eksisterer ikke i Hauges subjektive univers. Hans univers er så nok alligevel forskellig fra i hvert fald visse andres, skønt han siger, at det ikke passer.
I Hauges univers er der er kun mørke og bedrag. Derfor er det ham også magtpåliggende at give læseren den uendelige ligegyldige oplys-ning, at han som gammel tryllekunster kun er imponeret over de spiri-tistiske medier som dygtige illusionister.
Man skulle ellers tro, at en videnskabsmand som Hauge ville have gjort nogen research før han udtaler sig så dumt. Det har han ikke og det vil han ikke, for han vil nemlig ikke risikere at blive sat uden for døren; den plads har han reserveret til Blak. I øvrigt passer han bare sit arbejde, skriver en anmelde, som han øjensynlig og uheldigvis nok er blevet pålagt og som han for alt i verdenen helst ikke vil have, at nogen i det bedre selskab skal komme for skade og misforstå.
Det er der heller ikke nogen, der gør. Det kan man roligt sige.
Men hvad skal man sige til et menneske, der hellere vil sidde i den mørke hule og udgyde sure tanker over, at andre har fattet så stor in-teresse for skyggerne på væggen, at de har fået lyst til at undersøge, hvad der mon er udenfor hulen?
- I sidste instans må det være hans egen beslutning, om han vil med ud eller og han vil efterlades i mørke. Men skal han kunne tilbageholde andre, må han nok have mere at byde på.

Det har været svært for Hans Hauge med Poul Blaks bog. Derfor er han også forfaldent til at give Poul Blak en isme i nakken, nemlig spiri-tisme. Blak er blevet forelsket i et medium, derfor er han nu også blevet spiritist, hævder Hauge. Pege fingre kan han, denne anmelder, i hvis verden, der ikke skal mere til end en interesse for det spirituelle og en anerkendelse af muligheden for at kommunikere med afdødes ånder, for at få et stempel.
Så er det på plads. Alle velforvarede mennesker ved jo så nu, at det må være langt ude med Blak. Og Hauge selv, ja, han kan i sin åndelige berøringsangst trygt skutte sig i den mørke hule endnu en tid.
Men hvad er det så, at JP's læsere ifl. Hans Hauge ikke har godt af at vide?
- Jo, det er, at bogen i grunden er et stor argument for at sprænge ram-merne for den fordomsfyldte virkelighedsopfattelse, som Hauge med flere repræsenterer. Blak vil, at vi skal indoptage mere af virkeligheden i vor livsforståelse. At vi må udvikle en kosmisk bevidsthed, der vil sætte os i stand til at udnytte vore psykiske og åndelige evner, skabe meningsfuldheder og se og leve livet i et større perspektiv. Og netop det kræver jo, at man løfter låget og tænker livet om.
Fra naturvidenskabeligt hold har man, som citatet fra Einsteins antyder, for længst erkendt, at vi faktisk kun kender en ganske lille og ubetydelig del af virkeligheden. Fra dette hold har man derfor ikke helt så travlt med at passe alt ind under det etableredes rammer, og hvis det ikke lader sig gøre, så blankt afvise fænomenerne som noget uvirkeligt, sygt eller bedrag.
På det kreative plan, blandt forfattere, musikere og andre udøvende kunstnere er friheden også større og det er mere stuerent at forholde sig åbent og søgende i forsøget på at forstå mere af virkeligheden og tilværelsen. Bogens mange citater underbygger disse lags større er-kendelsesmæssige udsyn.
Hauge kan ikke lide at se Walt Whitman citeret fra Leaves of Grass (1855) så han skriver, at Blak gør ham til spiritist, hvilket er en nyhed og et rent påfund. Blak gør ikke Whitman til spiritist. Ingen kan gøre nogen til spiritist - det skulle da lige være Hans Hauge, der står klar med stemplet.
Citaterne er ganske ægte, så ophavet til nyheden og det rene påfund kan læseren af bogen selv afgøre.
Udover Whitman citerer og behandler Blak en hel række forfattere, filosofer og musikere, klassiske som nulevende, der alle vedgår sig erkendelser om tilværelsen, livet og døden, der rækker ud over den herskende hverdagsbevidsthed.
Det har Hauge det ikke så godt med. For rigtigt at udstille Blak, skriver han, at Blaks brug af citater af og til er hylende morsom: "således kan han få Schopenhauers filosofi (.) til at sige det samme som sangen Er du dus med himlens fugle."
At Hauge ikke kan det, skyldes, at han ikke kan gå dybere end til at se for sig Poul Richhardt i en dårlig gammel dansk film fra 50'erne. Der har nok også sat sig en del rust siden Hauge, som sangens forfatter Erik Leth, har nærstuderet Arthur Schopenhauers hovedværk Die Welt als Wille und Vorstellung fra 1818.
Så hvem er det så lige, der er mest til grin her?

Som skrivende journalist gennem mange år har Poul Blak især inter-esseret sig for og interviewet mange kreative og kunstnerisk skabende mennesker. Det er mennesker, der, når man går dem nærmere på klingen, sikkert alle i en eller anden udstrækning vil indrømme, at de faktisk er bevidst om, at deres værk, når det er bedst, aldrig var blevet til uden en eller anden form for hjælp andets steds fra. Altså at de selv mere eller mindre blot har været en kanal.
Denne bevidsthed har utvivlsomt spillet en større rolle for Poul Blaks interesse for det spirituelle end forelskelsen, som Hauge alene er op-taget af. Uden den bevidsthed havde han nok heller ikke opsøgt mediet Bettina Therkildsen.
Selv oplyser Blak, at mødet med det spiritistiske medium Marion Dampier-Jeans og lederen af Lysets Hus i Århus Bettina Therkildsen blev indgangen til en verden af, hvad man måske kan kalde "det utrolig normale".
Derved fik han ganske syn for sagen. Der eksisterer virkeligt mere mellem himmel og jord end man kan tage at måle og veje. Men hvad gør det? Vi bruger da også både strøm, TV-signaler og meget mere uden at vi ligefrem kan se, hvad der foregår. Den åndelige energi kan man, hvis man ikke selv er følsom for den, hvad mange i virkeligheden dog er, også kun se på dens resultater.
Via mødet med de spiritistiske medier har Blak fået et indgående kendskab til spiritismens historie og det spiritistiske arbejde. Den vi-den øser han af i bogen. Der er ingen smalle steder. Intet holdes til-bage, for der er ikke tale om nogen sekt her. De åndelige energier kan vi alle gøre brug af, hvis vi tør og hvis der i tidens løb ikke har sat sig for meget rust i kraniet.
Hvordan man gør, kan man læse om i bogen.

Det sidste perfide angreb Hans Hauge kommer med er, at Blak nok kun har skrevet bogen for Bettinas skyld. Han er tilsyneladende rigtig bange for, at for mange skal læse Blaks angreb på hans højkirkelige synkretisme. Og her har han da også virkelig noget at være bange for.
Blak viser med al tydelighed, hvorledes den officielle statsreligion er blevet ædt op indefra af rationalismens fordomme. Det lykkes ham at påvise, at folkekirkens forstemmende åndløshed og manglende accept af reinkarnationen ganske er i strid med Det nye Testamente. For til trods for Bibelcensurens udrensning i Nicæa år 325 og 787 findes der stadig tydelige spor af både genfødsel og åndelig kontakt med afdøde, som ikke kan bortforklares. Lige så lidt som at Jesus utvivlsomt har været en af datidens stærke healere og spiritistiske kanaler.
Spørgsmålet er så, hvorfor fornægte det? Når der kan ske mirakler i dag og vi kan kommunikere med afdøde gennem de dygtige medier og studiet over nærdødsoplevelser til stadighed vokser, hvorfor så fastholde den officielle forstemmende folkekirke tro om kun et liv og så Paradiset eller Helvedet - og ingen mirakler og slet ingen ånder - altså lige bortset fra Helligånden, som vel endnu ikke helt kan bortforklares som en sindssygdom?
Hvad skal vi i det hele taget med sådan en tro? Holdes fast i vort snæversyn og glemme vor egen skjulte ressource til viden og indsigt?
- Så kan vi nemlig fortsætte i et surt forarmende og grundlæggende meningsløst liv, hvor det er helt i orden at behandle verden og andre som det nu lige er en selv fordelagtigt - for sådan har Vor Herre nu engang skabt os?

Men har Vor Herre også indsat Hans Hauge som anmelder af Poul Blaks bog?
- Hvis ikke, så synes jeg, at skaden burde blive gjort god igen ved at man fremover fritager Hans Hauge fra anmeldelser af bøger af Poul Blaks format. Det tror jeg ikke, Hans Hauge vil blive spor ked af.
Måske ville det også være en god idé, om man med en kapacitet på området turde at binde an med at anmelde flere bøger af mindre kon-serverende og mere fremtidsrettet karakter.

DET ER dog imponerende at læse denne Hans Hauges sure udgydel-ser i det, der skulle forestille at være en anmeldelse af Poul Blaks bog "Løft låget - og tænk livet om" i JP 11/1.

Først blev jeg vred, men derefter følte jeg i højere grad, hvor sørgeligt det dog er, når mennesker på et journalistisk plan skal svine journalister til alene, fordi de har en anden mening om livet - og måske har set et lys forude.

Anmeldelsen ligefrem stråler af misundelse. Om det så er misundelse over, at Poul Blak har "fundet" mediet Bettina Therkildsen - der i øvrigt kun figurerer på bogens omslag, og ikke, som Hauge skriver, i bogen - eller om det er, fordi Poul Blak faktisk har skrevet en god bog, ja det må stå hen i det uvisse.

Hans Hauge: Du burde kontakte "denne Marion Dampier-Jeans" og tale med hende, inden du begynder at dømme og fortælle os andre, hvem hun er, og hvad hun kan. Det er tydeligt, at du aldrig har mødt MDJ, for så ville du ikke have skrevet det, du skriver. Måske burde du også læse lidt flere bøger om de beviser, man har, for at der findes mere end bare vores jordiske liv, og har du mon læst alle de bøger, som Poul Blak henviser til? Det tror jeg ikke, du har.

Men én bog burde du smide i skraldespanden, nemlig dit eksemplar af janteloven - og i stedet glæde dig over, at der måske også er et liv til dig efter døden.

Poul Blak har rejst meget, har undervist journalister og er selv journalist. Så mødte han en kvinde, der hedder Bettina. Hun er spiritist i Århus, og nu er Blak selv blevet spiritist.
Det fortæller han bl.a. om i en bog, der består af 33 afsnit, der følger hinanden tilsyneladende uden nogen plan. Bogen er en klassisk om-vendelseshistorie.
- - -
Blak er to ting, man med fine ord kalder "gnostiker" og "metafysiker". Gnostiker betyder, at verden er delt i to, og at vi skal forløses fra denne verden: Metafysisk betyder, at den virkelige verden er den åndelige. I den forstand er hans verdensbillede ikke så voldsomt forskelligt fra den kristnes, men alligevel mener han, at kirken har forfalsket Jesu bud-skab. Jesus var for Blak et spiritistisk medie. Han anklager kirken for
at være rationalistisk og for ikke at tro på mirakler. Det kan han have nogen ret i, men han overdriver, når han mener, at det sande evange-lium findes i det såkaldte Thomas-evangelium.
- - -
På bogens første side citeres nogle professorer for at sige, at Blak skriver godt. Det mener jeg nu ikke, at de har ret i. Hans stil virker på mig irriterende: Små korte sætninger, retoriske spørgsmål, lange citater, småsnakkende, jovial, patetisk, og pludselig forsøger han så at få noget banalt til at lyde som dybe filosofiske tanker. Filosofi har han ikke forstand på, og dyb er bogen ikke, skønt den gerne vil være det. Men som et studieobjekt for dem, der vil undersøge nyreligiøse fæno-mener, er den god. Hvis altså Blak tror, hvad han siger, han tror, og det hele ikke blot er for Bettinas skyld.

Kære Poul Blak. Tak for den fine og meget modige debatbog. Da jeg er skuffet over Jyllands-Postens anmeldelse, skrev jeg et indlæg til bladet. Det har man ikke villet bringe. Derfor er mit indlæg nu til din disposition:

Af Lene Dahl
cand. mag. i filosofi og historie
Skovfaldet 2 K
8200 Århus N